Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Anmeldelse: Won Hundred, Mandag d. 11/1 kl. 19.30

Won Hundred tog forskud på modeugen med et intimt show med udsigt over byens tage.
Won Hundred tog forskud på modeugen med et intimt show med udsigt over byens tage.

Det er først officielt tid til at finde sit bedste tøj og de højeste stiletter frem i starten af februar, når der tages hul på endnu en modeuge. Men allede mandag den 10. januar, tog Won Hundred hul på fornøjelserne med noget, der lignede en privat opvisning. I en lounge på hotellet STAY med udsigt over byens tage var der inviteret til middag.

”Vi ønskede at lave noget lidt mere privat denne gang. Stemningen skulle afspejle, at vi ligeså godt kunne have været hjemme i min lejlighed. Det er også derfor, der ikke er nogen catwalk – så bliver det pludselig meget større. Det her er et udtryk vi godt kan lide, og vi har mulighed for at tale med folk både før og bagefter, og det få det hele lidt ned på jorden. En mulighed vi fx ikke har på messerne, hvor det går meget hurtigere,” forklarer Won Hundred-grundlægger Nikolaj Nielsen til FashionForum.dk.

Men til tøjet. For selvom Won Hundred gerne ville have det til at handle om personlighed og stemning og (god) mad og vin, så var det jo altså tøjet den indbudte presse var kommet for at se. 

Designer Kelly Konings inspiration var hentet fra Londons hedengangne mod-scene og satte en tidsramme omkring starten af 60’erne. Det var især tydeligt hos mændene, hvor strømlinede bukser blev kombineret med oversize strik og skjorter, skødesløst stylet med blazere og jakker over skuldrene.

Designeren påpeger selv over for FashionForum.dk, at hendes vigtigste tendens til herrerne er strik på strik – og således da også kabelstrikkede grå bluser med tone-i-tone trøjer i samme strik. Der er tale om klassisk, salgbar herremode uden de store dikkedarer, men tøjet bliver sat i en ramme, der skiller det ud fra mængden – fx i stylingen, hvor pigerne ikke var de eneste der bar neglelak, og hvor nogle funky briller med stofrosetter på øjnene også gik igen hos begge køn. Måske mindre pænt og funktionelt, men med til at skabe en fortælling. 

Generelt var der tale om en relativt mørk farvepalet, med enkelte print og en flot dyb vinrød som kontrastfarve hos pigerne. Her var der også tale om et minimalistisk, men taljeret look med tone i tone og, igen, lag på lag. Jakkerne var ligesom hos mændene afslappet smidt over skuldrene, og der var bindebånd i taljen på en række kjoler og bukser. En pointe designeren understregede med henvisning til, at kjolerne kunne bindes på mange forskellige måder, for et personligt udtryk – smart træk. 

Særligt fungerede en vinrød kjole med frakke til godt, et gråt-i-gråt sæt med bukser, strikbluse og lang striktrøje, samt en skinnende jakke sat til bluse i en art printet leopard. En A-formet strikkjole med hvid skjorte indenunder gjorde referencerne endnu tydeligere, og var med til at samle kollektionen. 

I det hele taget er der tale om et mere gennemført Won Hundred, hvor brandet bliver fulgt til dørs i passende rammer – også selvom det sker udenfor modeugens etablerede ræs. Det er ærgerligt, både for modeugen og den internationale presse, at man skal gå glip af Won Hundreds bidrag til efterårs- og vintermoden 2011, for de leverer godt dansk salgbart design. Men man fornemmer klare valg bag strategien, og nye ideer til selvrepræsentation skal som udgangspunkt hilses velkommen.