Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Verdens første lufthavns-H&M åbner i Kastrup

Når H&M slår dørene op i Københavns Lufthavn til april, er det første gang, kæden åbner 'airside' i en lufthavn.
Når H&M slår dørene op i Københavns Lufthavn til april, er det første gang, kæden åbner 'airside' i en lufthavn.

Dette forår kommer Københavns Lufthavn som verdens første til at rumme en H&M airside (efter sikkerhedskontrollen, red.). Og når den svenske megakæde i midten af april i år åbner deres første såkaldte travel flagship, er det en del af en større plan for hovedstadens lufthavn:

”De seneste par år har vi i forbindelse med en ny strategi besluttet at gå mere systematisk til værks, når vi udvælger, hvilke butikker der skal åbne i lufthavnen. Lufthavnen skal afspejle passagerernes behov og ikke kun rumme de fineste og dyreste butikker. De skal stadig være der, men vi har identificeret nogle områder, hvor vi ikke hidtil har dækket behovene tilstrækkeligt,” siger Carsten Nørland, salgsdirektør i Københavns Lufthavn, til FashionForum.dk.

Samme priser som på Strøget
Sortimentet i det kommende flagskib bliver det samme som i kædens andre butikker, og heller ikke priserne bliver anderledes end dem, du finder i nakken af tøjet i H&M’s andre danske butikker. På et punkt adskiller lufthavnens kommende butik sig dog fra kædens andre:

”På Strøget har du de nyeste varer ude foran butikken, fordi det trækker folk indenfor. Her (i lufthavnen, red.) er det i højere grad dagligdagsting, der trækker dig ind, sokker og skjorter, så dette vil være ude foran, og når man så kommer i butikken, får man så de andre impulser, du vender så at sige eksponeringen på hovedet,” siger salgsdirektøren.

Butikken bliver placeret i Terminal 3, og Carsten Nørland forklarer således, at der ikke har været spekuleret i at lægge highstreet-kædebutikken i sammenhæng med den nye lavpristerminal, Cph Go. Potentielle H&M-kunder er nemlig ikke nødvendigvis de samme, som rejser med discountflyselskaberne:

Ingen forskel
”Alle undersøgelser viser, at der ikke er forskel på, hvad man har lyst til at købe, alt efter om man flyver dyrt eller billigt. Begge grupper af rejsende bruger samme mængde penge i de samme butikker. Den der gamle demografiske segmentering holder altså ikke. Nogle mener endda, at får man en billigere billet, har man flere penge at bruge i Hermès-butikken. På de kortere ture til London og Paris er folk i øvrigt helt ligeglade med, om de flyver med lavprisselskaber.”
 
Ifølge direktøren kan vi roligt forvente flere highstreet-butikker i lufthavnen.

”Vi åbner flere butikker som har en forhåbentlig komplementerende karakter i stedet for at konkurrere med lufthavnens eksisterende butikker. Ren konkurrence har ikke værdi for os, men forhåbentlig vil H&M komme til at være en ankerbutik, der trækker folk i retning væk fra lufthavnens kerne – til glæde for de andre butikker,” slutter Carsten Nørland.