I dag er skuldrene kommet tilbage på rette plads, åndedrættet er helt nede i maven og motorikken synes at fungere igen. De forgangne måneder har været præget af det stik modsatte. På Kolding Designskole begynder man på et semester med en viden om, at det først rigtig er afsluttet, når halvåret er omme. Jeg skrev sidste gang om semestereksamen og hvilke fordele og ulemper, der var forbundet ved at uddanne sig under denne ordning. I den sammenhæng er en anden ting, jeg også har et ambivalent forhold til vurdering ud fra karaktergivning.

I mine tidligere år på skolebænken betød karakterer en helt anden ting for mig, end det gør nu. Dengang var der en facitliste og et resultat at hige efter og dermed en bevidsthed om, hvad der skulle til for at gøre det godt. Der var intet at diskutere, hvis der opstod uenighed omkring et stykke arbejde, fordi lærerne havde en hær af facitlister og bøger til at forsvare sig med. Men på trods af dette var det også desto lettere at acceptere en karakter.

En helt anden sag er det på en uddannelse, hvor man arbejder mod selvformulerede mål og med en facitliste, som er ens egen perfektionisme. Man er alene om at formulere og visualisere sine tanker og ideer, og alene om ansvaret for at nå det resultat man har sat sig. Selv i gruppearbejde er man alene om, at bidrage med det man har i tankerne. 

Når man arbejder ud fra ens egen overbevisning om, hvad der er bedst, smukkest, mest funktionelt etc., er det svært, at være sin egen dommer og vurdere om man har gjort det rigtige, uden at det går hen og bliver et selvkritisk bombardement. Under en uddannelse har vi lærerne til at gøre det beskidte arbejde, og selvom det føles underligt at få sit personlige arbejde vurderet af andre, er det også rart i en stund ikke at være sin egen selvkritiske dommer. 

Læreren og censorens bedømmelse af ens arbejde gennem semesteret foregår som en samtale. Der er ingen tvivl om, at ordene vægter højest. Men der kommer også et tal, der definitivt fastlægger, hvor du står. Det er jo bare et tal, som mest af alt fungerer som en ren formalitet at få givet. Den kommer som et lille nødvendigt p.s., efter ris og roser er blevet uddelt. Det er tydeligt hvad lærer og censor finder mest værdifuldt, for i sidste ende er det jo mig, som havde udgangspunktet og ideerne om resultatet. Et tal giver ingen konstruktiv kritik og fortæller ikke hvad du kan, så det er rart, at det ikke får pålagt større betydning end at blive sagt i parentes efter en lang vurdering. Vi var en del studerende, som frygtede, at denne personlige vurdering ville blive nedprioriteret i kraft af akkreditering til en universitetsuddannelse, men stor tak for at denne tradition foreløbig er gældende og må den i fremtiden have ligeså stor betydning på kreative uddannelser, som den har nu.