Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Rift om butikslokalerne i Århus

Det er ikke svært at finde et butikslokale på Strøget i hovedstaden, men i Århus går lejemålene som varmt brød.
Det er ikke svært at finde et butikslokale på Strøget i hovedstaden, men i Århus går lejemålene som varmt brød.

Der er rift om de bedste butikslokaler i Danmarks næststørste by. I Århus er det således langt sværere at få en fod inden for på byens gågade, end det er i Hovedstaden, hvor derfaktisk har været udmærket mulighed for at finde et tomt lejemål på Strøget de seneste år – hvis man vel at mærke har råd til at betale den skyhøje husleje.
 
Den århusianske erhvervsleje er nemlig stadig betydeligt lavere end den københavnske. I Smilets By kan man leje en gågadebutik på 250 kvadratmeter for godt 135.000 kr./mrd., hvor der snildt skal slippes mere end 300.000 kr./mrd. for en forretning af samme størrelse på Strøget i hovedstaden.
 
For Lars Mosskov Kjær, der er udlejningschef hos Nybolig Erhverv i Århus, er lejen dog ikke hele sandheden, for de såkaldte nøglepenge, altså det beløb, en ny butikslejer betaler i afståelse for at leje sig ind på en given adresse, udgør til gengæld en væsentlig tungere post i de århusianske budgetter.
 
”Det er ikke længe siden, jeg var mægler på et lejemål (centralt i Århus, red.), hvor den nye lejer måtte lægge fem millioner i nøglepenge,” siger udlejningschefen, der har været mægler i såvel Århus som København, til FashionForum.dk. Han tilføjer, at nøglepenge altid har været en større udgift i den jyske hovedstad. Et mindre, meget centralt strøglejemål tæt på Banegården i Århus indbragte således også for nylig den tidligere lejer et syvcifret beløb i nøglepenge.
 
”Det går rigtig godt, krisen taget i betragtning,” siger mægleren. Da der er færre lejemål med den helt rigtige beliggenhed i Århus, er der naturligt også mere rift om disse, men særligt under krisen har lejerne udvist bekymring for at takke ja til såkaldte B-lejemål (lejemål med mindre central beliggenhed, red.). Således fremgår det også af den seneste Markedsrapport fra Nybolig Erhverv, at søgningen mod A-lejemål sker på bekostning af de mindre attraktive lejemål.
 
Skønt de københavnske erhvervslejemål snildt er dobbelt så dyre som de århusianske på nuværende tidspunkt, fortæller Lars Mosskov Kjær imidlertid, at der stadig er et godt stykke op til lejepriserne i de resterende europæiske storbyer:
 
”København ligger faktisk lavt, hvis man sammenligner med andre hovedstæder i Europa. Derfor tror jeg også, at lejepriserne vil stige herhjemme, både i Århus men også i København. Men det ligger altså flere år ude i fremtiden,” slutter udlejningschefen.