Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

article_Flere kollektioner giver flere udsalg

Butikkerne holder udsalg langt oftere end tidligere. Det er ok, så længe forbrugerne ikke vildledes, mener jurist.
Butikkerne holder udsalg langt oftere end tidligere. Det er ok, så længe forbrugerne ikke vildledes, mener jurist.

Engang var udsalg noget, tøjbutikkerne holdt én gang om året i januar. Men det er længe siden. Først kom sommerudsalget, og nu er der også løbende såkaldte mid season– og end of season-udsalg en lang række butikker. Og det er helt i orden at udvide udsalgssæsonen – så længe en række forhold bare er i orden, fortæller jurist i Forbrugerrådet Tina Dhanda til FashionForum.dk.

”Et udsalg er jo bogstaveligt talt udtryk for at en butik sælger ud af de varer, der er på lager. Derfor er det ulovligt at tilføre nye varer til et udsalg,” forklarer juristen og eksemplificerer:

”Har du sat 20 par jeans på udsalg, kan du ikke som butiksejer købe flere jeans hjem til samme udsalg, når de første er solgt, for så er det jo ikke længere lagervarer, der ryger på udsalg.”

Derfor er der i Markedsføringsloven klare regler for, hvornår en vare egentlig er på tilbud.

”En vare, fx en bluse, skal have været solgt i butikken i seks uger til samme pris, før prisen må sættes ned, og der må reklameres med, at det er et tilbud. Efter endnu tre uger til en lavere pris må der ikke længere reklameres for at varen sælges til nedsat pris, så skal prisen sænkes igen,” siger Tina Dhanda.

Juristen ser ikke umiddelbart noget problem med udsalgene, der nu ofte overlapper, så der så godt som altid er udsalg i et par af butikkerne på Strøget.

”Det er vel fordi, butikkerne får varer hjem flere gange om året, modsat tidligere, hvor der kun var to kollektioner per år. Det giver jo flere varer at sætte på udsalg, og handler nok i sidste ende primært om forbrugerne – de køber mere og skifter oftere ud i garderoben,” siger hun og slutter med en formaning:

”Man skal jo altid forholde sig kritisk, inden man køber. Tit fristes man til at slå til nu-og-her, hvis der er udsalg, men det er, selvom det måske lyder banalt, vigtigt også lige at forholde sig til, om man har brug for varen her og nu, og om den har den rigtige kvalitet. Langt det meste kommer jo på udsalg på et tidspunkt.”

Foto: Cheap Monday / Copenhagen Fashion Week