Article_Om at være god til lidt af det hele

De mest irriterende spørgsmål i verden at blive stillet, er dem, hvor der kun er to svarmuligheder. Man kan absolut kun være enten det ene eller det andet, og alt imellem/ved siden af/langt fra/tæt på, er ikke en del af facit. 
Er du A- ELLER B-menneske? Vil du have under- ELLER overdelen af krydderbollen? Sover du inderst ELLER yderst? Er du sproglig ELLER matematisk? 
Jeg er A-/B-menneske (nok mest A), jeg vil helst have underdelen af krydderbollen, hvis overdelen er blevet for brændt, jeg kan sove i begge sider, og i gymnasiet var jeg en skabssproglig matematiker.


Denne opdelen af sort og hvidt er sjov i teorien, men duer simpelthen ikke i praksis, da det er de færreste, der har et enten/eller forhold til alt i livet.

Her forleden fik vores hold besked på at beslutte – og skrive under på – om vi var enten mode- eller tekstilstuderende. En del af os her på uddannelsen er inkarnerede enten/eller-piger, og befalingen fra kontoret var for nogle af os lette at svare på, men for andre trak beslutningen virkelig tænder ud, og ordren om den pludselige stillingstagen såede endnu mere tvivl og usikkerhed.


Indtil nu har vores linjer fulgtes ad med hensyn til både opgaver og cirka alt andet. Der er ikke rigtig nogen, som er klar over, præcist hvem på holdet der er hvad, fordi der ikke er tegnet kridtstreger over, hvor og hvordan man må løse opgaverne. 
Det har virkelig været en øjenåbner for holdet at få indblik i alle maskiner og teknikker. Mange af os blev klogere på os selv efter et par semestre, og jeg selv, der startede som ’tekstiler’, tager nu min afgang i mode. Det er også en luksus at vælge muligheder og redskaber, uden at overveje om det taktisk set er en god idé.

Vi har engagerede lærere, der bakker op om os, på alle værksteder, og de hjælper selv en illustrator, der er gået galt, til at smække en væv op eller give et lynkursus i lasercutting, hvis behovet er for det. Det er vitterligt en legeplads – på den gode måde. Men når dette er sagt, er det sjovt at tænke på, at det kun er det sidste halve år af vores bachelor, der egentlig definerer, hvad vi kommer ud som. I princippet er der nærmest ikke forskel i den uddannelse, vi ender ud med. Der er ingen garanti for, at du nødvendigvis kan beherske strikkemaskiner, elektrisk væv eller serigrafirammer, hvis der står bachelor i tekstildesign på eksamensbeviset. Og hvis en ’tekstiler’ nu beslutter sig for, at skulle tage afgang som modestuderende, får hun bare at vide, at hun nok er lidt bagud med tilskæringen, og at det bliver en travl bachelor.

Det er helt i orden at blive klogere og finde den rette retning på sin uddannelse. Jeg har jo også selv været i tvivl.
Men mister vi fordybelsen i vores specialområde i dette virvar af kaffebesøg på alle værkstederne og introduktion til samtlige maskiner inden for mode og tekstil? Og afslutter vi til sommer vores bacheloruddannelse med en følelse af ikke at være gode nok til at gøre et rigtigt stykke arbejde i en virksomhed, fordi vi kun ved ’lidt om det hele, og ikke nok om noget’?

I forhold til Danmarks Designskole, hvor man har frit valg på alle design-hylder i sammensætningen af sin uddannelse, så kan min linje det samme bare i mindre skala. Her vælges der også fag, løsninger og værksteder alt efter, hvad man føler for i øjeblikket. Kreativitet drevet på lyst og nysgerrighed. – Det lyder da meget godt?

Alligevel er der noget, som ikke føles rigtig for mig. Umiddelbart stritter jeg lidt imod fremtidens ’Designer 2,0’, hvis egenskaber er delt ud på en blækspruttes mange arme, således at man er en lille smule god til alting. Ærlig talt er jeg tilhænger af den gamle skole og af at kunne sit fag helt ind til knoglerne og skabe store ting i samarbejde med andre kreative specialister.

Hvis modebranchen efterlyser en generation af 2.0-designere med arme som blæksprutter, giver det mening, at vi i vores uddannelse snuser lidt til det hele. Men ligeså vigtigt, som det er at have indblik i andet end sit eget område, ligeså ærgerligt er det, hvis det går ud over specialiseringen.

Jeg ville bare ønske, at det gav mere mening i det store og hele, når kontoret beder os om at vælge mellem mode og tekstil, for som det ser ud nu, er jeg blæksprutten, der helst kun vil bruge yndlingsarmen!