Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

blogpost_bæredygtighed på skoleskemaet

Designstuderende Sally Laug fortæller om, hvordan der tænkes grønt i undervisningen på Designskolen Kolding.
Designstuderende Sally Laug fortæller om, hvordan der tænkes grønt i undervisningen på Designskolen Kolding.

“Jeg vil bare gerne lave noget der er flot – og det er det ligesom ikke, hvis tøjet har en fodformet pasform eller er bombarderet med solceller og vindmøller.

Tydeligvis havde jeg ingen anelse om, hvordan miljøbevidsthed kunne bidrage noget godt til min uddannelse, da jeg gjorde et sarkastisk forsøg på at brokke mig over, at bæredygtighed er blevet fast vikar i vores klasse. Jeg er i dag – to uger inde på mit tredje år på Designskolen Kolding – blevet  klogere. Lad mig fortælle hvordan det gik til.

Første skoledag står vi spændte i samlet flok og venter på at høre rektors tale, der skal give os en energiindsprøjtning til at overleve de mange måneder med blod, sved og tårer, der venter forude. Jeg må indrømme, at jeg normalt i sådanne stunder lytter med et halvt øre, for rektor fremhæver som altid de bæredygtige og miljørigtige projekter, skolens elever har lavet, samt minder os om, hvor slemt det står til i verden, og “at der i hvert fald er nok at tage fat i på den front”.

Det er bestemt rart med denne totale genkendelighed i talerne, mest af alt fordi stort set alle elever på skolen oprindeligt kommer andetsteds fra, og man således starter året med et smil på læben og ”same procedure as last year”. Men det er også en smule uinspirerende at få fremhævet Life Straw-projektet gang på gang, som om der ikke er sket noget nævneværdigt på skolen siden det.

Jeg kommer til at sidde med dårlig samvittighed under talen. For der bliver delt roser ud til mine medstuderende på industrielt design, som nu er i Shanghai og skal til Ghana næste år, og jeg kan nok godt gætte, hvorfor vores egen studietur (på beklædningslinjen) til Japan ikke bliver nævnt – for på Mode og Tekstil laver man vel bare tøj, man ser smart ud i, og hvad er dog nyt på den front? Sandheden i denne fordom til trods, er det trist at konstatere, at ens arbejde ikke bliver værdsat eller betragtet med samme entusiasme, som dem der gør det rigtige.

Rektors velkomsttale er altid lidt en svag mavepuster, for jeg bliver frustreret over at gå på en linje, hvor æstetik, udtryk, sanser og oplevelser gennem beklædning og tekstiler rimelig meget er alfa omega. – Hvordan kan vi lige gøre det rigtige ved at vælge et raglanærme frem for et fransk? Hvordan kan noget så overfladisk som modebranchen dog gøre noget godt for klimaet, når vi henter vores næring i det overforbrug og den konstante købelyst, vi selv har skabt? Og helt simpelt; hvordan kan jeg tage den grønne vej i min uddannelse uden at miste mig selv, modet og motivationen?

Ti minutter efter sidder jeg til en indledende forelæsning, om den to ugers polyesteropgave, jeg længe har ventet på. Produktionen af bomuld og dens fatale konsekvenser har åbnet op for en verden af alternativer, som bl.a. genanvendelse af polyester. Med ideen om polyester som fremtidens tekstil, skal vi i løbet af kurset bevæge os på et makro- og mikroplan i designprocessen. Vi bliver endnu engang bekendt med vugge til vugge princippet, som introduceres gennem det japanske firma TEIJIN, der gavmildt har sponsoreret en polyester (ECO CIRCLE) til vores undersøgelser i opgaven. Firmaet bygger på en ny type genanvendelsesproces, hvor polyester nedbrydes kemisk og derfor kan genanvendes mange gange, fordi kvaliteten ikke forringes. En forudsætning for en optimal genanvendelse er, at hele produktet er fremstillet i 100% polyester, og at virksomheden/designeren har en strategi for, hvordan man vil stimulere brugeren til at levere de brugte produkter retur, så de kan genanvendes og indgå i et sluttet kredsløb. Denne proces er altså bæredygtig i den forstand, at det koster mindre energi, idet materialet genbruges uendeligt mange gange, og genanvendelsesprocessen koster 80 pct. mindre energi og CO2, end hvis man producerer rå polyester fra olie. Med inspiration fra et eller flere prøvematerialer skal vi arbejde os ud i en silhuet, hvorefter vi skal opfinde et koncept til, hvordan man får brugeren til at aflevere produktet tilbage til genanvendelse.

Nu har jeg arbejdet med polyesterprojektet i to uger, og det har været fedt at arbejde med et konkret materiale til et konkret formål. Jeg foretrækker generelt opgaver, som følger beklædningen til døren, frem for at fremvise det på en gine med et moodboard i baggrunden. Denne opgave har fået mig til at overveje andre måder at følge produktet ud i verden på, og jeg må acceptere, at denne udvikling er kommet for at blive. Det er svært men nødvendigt at tænke beklædning i disse baner. Og med teknologien lige i hælene på os er der ingen, der behøver at drøne rundt i polyester som i en anden John Travolta-film. Det er betryggende at vide, at man ikke behøver gå på kompromis med æstetikken for at være bæredygtig – og omvendt.

I en verden hvor produktets ”samvittighed” bliver en vigtigere, mener jeg klart, at undervisningsforløb som ovennævnte er relevant. Samlet set kan man sige, at bæredygtighed er kommet på skoleskemaet, og godt for det, for det er trods alt i skolen at man lærer at 2 plus 2 er 4.