Fra september skulle den danske detailbranche gerne stå stærkere. Detailhandlens brancheforbund Dansk Detail er netop flyttet sammen med en række andre organisationer, der repræsenterer alt fra optikere til skohandlere for at skabe et stærkere samarbejde foreningerne i mellem. Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail forklarer:

”Det handler simpelthen om at styrke vores netværk. Det siger sig selv, at det er nemmere at arbejde sammen, udveksle ideer og netværke, når vi fysisk befinder os i de samme lokaler, og det er netop hovedpointen bag flytningen. Derudover ønsker vi selvfølgelig at repræsentere butikkerne bedre på et politisk niveau, og jo stærkere organisationen står sammen, jo bedre kan vi gøre vores arbejde.” 

Selvom både optikere og sportsbranche er repræsenteret, er der ikke tale om, at organisationerne skal slås sammen, eller at de giver deres nye hus et fælles navn. 

”Vi er stadig alle individuelle organisationer, og det skal der ikke laves om på. Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om en fusion her. Faktisk har vi valgt at lave en lidt alternativ løsning; vi har ikke købt et hus, men har i stedet alle lejet os ind i et stort kontorfællesskab, som deles med advokater, it-virksomheder og kommunikationsfolk. Det er meget inspirerende og betyder, at vi nu kan fokusere på det, vi er gode til, og ikke skal bruge tid på at vedligeholde eller tage os af vores fysiske lokalitet. Helt konkret kan vi nu fokusere meget mere på vores medlemmer. Så i virkeligheden er der tale om en klar optimering af vores arbejdsprocesser og trimning af vores organisation,” fortsætter Jens Birkeholm og fortæller, at ideen om at flytte sammen har ligget og rumsteret i direktørens hoved i en del år efterhånden. 

”Men kun handling giver forvandling. Derfor gik vi i gang med arbejdet i foråret i år. Det stod hurtigt klart, at det kunne lade sig gøre, og derfor har processen været relativt kort. Allerede i maj kom de sidste ting på plads, nu er vi færdige med at rykke ind, og det tegner allerede rigtig godt,” afslutter Jens Birkeholm. 

Det nye hus har adresse på Langebrogade 5, 1411 København K, og de andre organisationer er henholdsvis Danmarks Skohandlerforening, Danmarks Tapet- og Farvehandlerforening, Danmarks Sportshandlerforening, Danmarks Fotohandlerforening, Danmarks Optikerforening og Men’s Fashion World.