Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_syv skarpe til Peter Damgaard

Direktør i modelbureauet 2pm er til japansk manga og Hemmingway. Og de gode ideer - dem finder han alle steder.
Direktør i modelbureauet 2pm er til japansk manga og Hemmingway. Og de gode ideer - dem finder han alle steder.

De inspirerer os og får os til at stræbe lidt højere. FashionForum.dk har spurgt en række af Danmarks kreative ledere og stærke innovatører, hvor de finder deres inspiration. Her er det Peter Damgaard, direktør i modelbureauet 2pm.

Hvor og hvornår tænker du bedst?
Rent kreativt er det, når jeg er mest presset, og min hjerne ikke kan finde ro. Måske mest om aftenen når jeg summer rundt og gennemgår min dag, så begynder jeg at sende mails eller sms’er til mig selv, så jeg kan revurdere dem, når jeg har brug for det.

Hvornår er du sidst stødt på en rigtig god ide – og hvad var det?
Efter at have haft 2pm i de samme lokaler i 11 år var det tid til forandring, og dét var en rigtig god ide! – Jeg følte, at enten var det de gamle lokaler med al deres indhold og historie, der måtte gå, eller også var det mig. Når man bruger så mange af sine vågne timer på at arbejde, skal det fungere som en slag andet hjem, og det er det blevet. Jeg elsker arkitektur, kunst, art direction, etc., så selve det at starte fra scratch og få lov at gøre, som man vil, det er ligesom at få et nyt job og starte forfra.
 
Hvilke egenskaber er vigtigst hos en dygtig leder?
At kunne lede, fordele og inspirere med sympati og gejst. Uddanne sine ansatte til at beslutte og levere igen og igen. Det handler ikke altid om, hvor gode beslutningerne er, men om hvor hurtigt og hvor godt du kan eksekvere dem. Deadlines always work.
 
Hvor leder du efter du inspiration/ideer?
O V E R A L T – Jeg er som en svamp, jeg suger alt til mig. Bøger, masser af bøger, kunst, mennesker, arkitektur, nettet, rejser, auktioner, naturen, film,  nye måder, nye medier … jeg kunne blive ved. Det kommer alt sammen tilbage til mig, når jeg har brug for det! Og så elsker jeg farver, masser af de rigtige farver. Danskerne er så farveskræmte, og det er synd, for vi bliver glade af det.
 
Hvordan kobler du af?
Det er jeg ikke så god til, jeg er arbejdsnarkoman. Sidst jeg gjorde det, var for tre år siden, da jeg var i Indien. Det var fantastisk, og det skal helt sikkert prøves igen.
 
Nævn de seneste tre bøger du har læst:
Min fjerne Barndomsby” af Jiro Taniguchi. Det er japansk manga og den handler om at vågne op og være barn igen, men med samme viden som i dag – om hvad vil man ændre eller forhindre og så videre. ”Den gamle mand og havet” af Hemmingway, den symboliserer ret godt menneskets sameksistens med – eller mod – naturen. ”En Fortælling om blindhed” af José Saramago. Den handler om hierarki, om dyret i os alle og om sammenhold, når det bliver helt basalt
 
Hvilket stykke tøj er du gladest for i din garderobe?

Det må være de ti stykker, jeg veksler mellem og mixer hver dag. Jeg har ingen følelser for tøj (til mig selv).
 
Hvilket dansk modebrand skiller sig for dig særligt ud – og hvorfor?
Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et, vi er bare ikke gode nok på det punkt – endnu. Men jeg er forhåbningsfuld, jeg tror på, det nok skal komme. Lidt længere recession og sortering kan måske bringe det nye, det fantastiske og det banebrydende frem, det trænger vi til. Vi har masser af talent inden for design og inden for organisation, men jeg kan stadig ikke finde et modebrand i Danmark, der mestrer begge dele.