Article: Anmeldelse: Ivan Grundahl, fredag d. 13. august, kl. 14.00
Den indadvendte og langtrukne rejse.Dansk modes store mand har aldrig fulgt moden. Det gjorde Ivan Grundahl heller ikke denne gang, da han tro mod vanen bød på variationer over sine byggesten, som bestod af sorte, sandfarvede, hvide og marine ensembles af voluminøse, hellange nederdele med vatterede applikationer, handkerchiefsømme, draperinger og frynsede plisseringer tilsat stramme slå-om-jakker eller kort gennemsigtigt strik. Ballonkjoler i hør, jakker i a-form, safarijakker og ostelærredsagtige kjoler fik modspil af lavtsiddende læderbælter og bæltetasker.
[[addon]]
Modellernes hvidmalede ansigter, flade workwear støvler og store turbaner sendte nik til japanske designere – og det er også Junya Watanabe og Rei Kawakubo – Grundahl refererede med sin opbyggede, draperede, boblede og asymmetriske silhuet. Grundahl plejer at lave shows i den lange ende, men kvitterer næsten altid med meget høj og aggressiv tysk tekno på lydsiden. Det manglede, og tøjet alene skulle bære energien – og det kunne enkelte kjoler sat sammen af flere stykker stof og i flere sømretninger og matchede sæt af lange transparente skjorter og nederdele ikke. Det var en mere indadvendt Grundahl, som var på banen, men dog som altid kom aften/brudekjoler ud til sidst med møllestenshatte i tyl og tylskørter under dobbelte kjoler.
Nomade-safari-kvindefigurerne på podiet betrådte ikke just modeland, men Grundahls sæsonløshed og tunge silhuet er relevant for andre end de grånede, sortklædte kvinder, der udgør hans fanklub. Selvom hans mode er både krævede og overvældende for kroppen, er der meget at hente hos Grundahl, hvis det bæres individuelt i stedet for som helt look– for eksempel en hellang ruskindstrench i mokka og en sexet, sort læderjakke.