Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Artikel: CFW Showkalender – ‘on’ eller ‘off’?

Programplanlægningshelvede med diplomati i højsædet. Læs om showkalenderens svære fødsel.
Programplanlægningshelvede med diplomati i højsædet. Læs om showkalenderens svære fødsel.

Programplanlægningshelvede med diplomati i højsædet er virkeligheden, når modeugens showkalender skal stykkes sammen. For de fleste brands er den rigtige showtid alfa og omega, men med 46 shows på programmet har det denne sæson været været så godt som umuligt at gøre alle tilfredse.

I denne uge skal showkalenderen stå sin prøve – for brands og presse, for de glade og de utilfredse. FashionForum.dk har talt med kvinden bag showkalenderen og to af de involverede brands. I månederne op til modeugerne mødes Copenhagen Fashion Weeks showkoordineringsgruppe, der består af virksomhederne Femmes Regionales, Stage 7, Style Counsel, Gallery og organisationen Copenhagen Fashion Week. Alle brands har forinden indsendt en top tre over showtider fordelt over minimum to dage, og det er gruppens opgave at få alle ender til at mødes herfra.

I år skulle ikke færre end 44 shows passes ind på kun tre showdage, et puslespil der er næsten umuligt at få til at gå op og som er yderligere besværliggjort af, at mange brands kæmper om de samme få tider torsdag og fredag eftermiddag og aften. 

[[addon]]Sene showtider er et levn fra tidligere, hvor de københavnske modeshows altid lå om aftenen, når messedagen var slut, og indkøberne kunne deltage. På den måde blev et show til lidt af en fest, og det er noget, som den danske modebranche er godt vænnet til. Ser man derimod på de internationale modeuger, ligger shows indenfor en mere human tidsramme fra kl 9.00-21.00, hvilket gør det nemmere for den skrivende presse at nå deres deadlines. Til Copenhagen Fashion Week AW10 i februar var det sidste show sat til kl. 23.00, men startede på grund af forsinkelser (der ofte opstår på grund af det stramme program) først kl. 00.30.

Faste show venues i krisetider

Samtidig er der i krisetider en tendens til, at modehusene foretrækker at benytte de faste show venues som i København primært er Københavns Rådhus og Gallery Show Scene i Forum. Det kan besværliggøre fordelingsprocessen yderligere og derudover skal showkoordineringsgruppen også overveje hvilke brands, der benytter samme modeller og produktionsselskaber. 
Det gælder for showkoordineringsgruppen at skabe et flow i showkalenderen, som gør den interessant og tiltrækkende og samtidig sikrer, at de forskellige brands er glade og tilfredse – også selvom at de måske ikke ender med deres første prioritet.

“Der er mange, der tror, at jeg sidder med et raflebæger og tænker, at nu skal jeg være ond ved en eller anden denne sæson”, siger Anne Christine Persson, der som manager for Copenhagen Fashion Week sidder med i showkoordineringsgruppen og har det overordnede ansvar for effektueringen af showkalenderen, “men faktum er, at vi er blevet så store nu, at vi har svært ved at opfylde alles ønsker. Det tvinger os til at begynde at overveje, om det ville være bedre med både en ‘on’ og en ‘off´-schedule, som ville give meget mere plads i programmet, fordi vi ville kunne lægge flere shows på samme tid."

[[addon]] Ancienitet eller divanykker?
Et af de brands som ikke har været tilfredse med showkalenderprocessen denne sæson er Margit Brandt Design. Julie Brandt Dam, der er kreativ direktør i virksomheden, siger “Vi oplever, at det har været en både lang og besværlig proces denne sæson, og det har været kilde til frustration for os i forhold til vores øvrige aftaler med location, samarbejdspartnere, modeller osv. Jeg ved godt, at det er enormt svært at tilfredsstille alle og det bestemt ikke er nem opgave for Copenhagen Fashion Week. Men når det er sagt, så bør man kunne finde en løsning, hvor man ikke altid føler, at der skal kæmpes om tiderne, og hvor det endda er svært at få opfyldt sin tredie eller fjerde prioritet. Jeg fornemmer, at der er nogle spillere, der står meget fast på det, de mener, er deres ret, og det handler måske enten om ancienitet eller spillen med musklerne. Det ville være skønt, hvis alle var mere fleksible og vendte retur med deres ønsker inden deadline.”

On eller off schedule?
Faktisk har showkalenderprocessen været så besværlig for Margit Brandt Design, at brandet et øjeblik overvejede, om deres show simpelthen skulle lægges off-schedule på trods af, at et egentligt officielt off-schedule program endnu ikke er en realitet.
“Vi var sikre på, at vi nok skulle kunne tiltrække de gæster, vi gerne vil. Men jeg synes også, at det ville være tarveligt, og jeg går jo bestemt ind for både demokrati og styring i forhold til showkalenderen. Man er nødt til at respektere de andre shows, så det hele ikke ender i ragnerok med en masse shows, der ligger oven i hinanden.”

Margit Brandt showet lægger nu i showkalenderen torsdag eftermiddag kl 15.00. Men for andre har off-schedule været en tvungen nødvendighed.
[[addon]]Fernanda Palmeiro, PR- og Marketing Manager for Cph Vision, Terminal-2 og Designers Nest, siger “Vi har oplevet, at showkalenderprocessen har været præget af dårlig kommunikation og misforståelser denne sæson, hvilket har betydet, at vi har været nødt til at lægge Terminal-2 presseshowet udenfor showkalenderen. Og så måtte vi afgive vores faste Designer’s Nest tid til fordel for The World’s Greatest Catwalk, som jo ligger lørdag eftermiddag. Jeg synes virkelig, at det er ærgeligt, at man ikke prioriterer en konkurrence for nye talenter højere.”

Og hvad der skal prioriteres og ikke prioriteres i en showkalender, er der mange, der har en holdning til, når det kommer til en efterhånden erfaren begivenhed som Copenhagen Fashion Week.
“Jeg synes måske, at man skal være mere selektiv, lave en opstramning og spørge sig selv: Repræsenterer vi dansk mode godt nok? Er der nogle af de eksisterende shows i kalenderen, som ikke burde være der?” siger Fernanda Palmeiro.

Karl-Oskar Olsen, der er grundlægger og ejer af WoodWood, tilslutter sig ønsket om en højere grad af selektivitet.
“Altså, jeg synes sådan set godt, at man kunne cutte nogle shows af. Efter min mening er der alt for mange trend- og afgangsshows i showkalenderen – og dem synes jeg, at man burde lægge off-schedule. Men derudover er vi rigtig glade for showkalenderen, og oplever at arbejdet med den bliver nemmere og nemmere for hver sæson. Og i forhold til den tilbagevendende kamp om de forskellige tider i showkalenderen, så tror jeg bare, det er en del af gamet. Jeg tror ikke, at det kan være anderledes.”

[[addon]]
Ansøgning og betaling for optagelse?
Copenhagen Fashion Week tilstræber hver sæson en øget grad af internationalisering. Ser man på de internationale modeuger som London og New York, findes der her en lang række optagelseskriterier, som de enkelte brands skal opfylde, for at blive optaget i showkalenderen. Ligesom at det på nogle modeuger koster penge at få en time slot. Måske findes her løsningen på showkalenderkabalen, der, hvis antallet af shows er støt stigende til næste sæson, vil stå med det samme problem.

“Vi må lige overveje en ekstra gang, om vi skal implementere de internationale måder at angribe showkalenderproblematikken på, for det har naturligvis også nogle ulemper. Men vi skal finde en løsning, og jeg synes ikke, at en fuldstændig proppet showkalender er et kvalitetstegn – jeg vil til hver en tid hellere have en kalender, der tilbyder det rigtige og repræsenterer det allerbedste af skandinavisk mode. Og der er da helt sikkert nogle shows, der ville passe bedre off-schedule,” afslutter Anne Christine Persson.

Betaling og ansøgning eller ej. Showkalenderen og Copenhagen Fashion Week SS11 er igang. Både on- og off schedule.