Article_Jean//Phillip, torsdag den 12. august kl. 14.00
Takket være afdæmpede farver blev Jean//Phillips generøse brug af silke og jersey ikke fimset. I stedet synes den unge designer at blive bedre og bedre for hver kollektion.Takket være afdæmpede farver blev Jean//Phillips generøse brug af silke og jersey ikke fimset. I stedet synes den unge designer at blive bedre og bedre for hver kollektion.
Der er noget dejligt ved at følge en ung, dansk designer, der bliver bedre og bedre for hver eneste kollektion. Det tegner godt for fremtiden. Kvinderne er umiddelbart helt droppet til fordel for noget overraskende brugbart herretøj, der med et streetagtigt præg ikke desto mindre har bevaret de mere, lad os sige feminine, detaljer.
Kollektionen var holdt i afdæmpede farver, der spændte fra lys, meleret grå over sort til dyb mosgrøn. En sweatshirt med raglanærmer gik igen, først i en kombination af silke og jersey, der takket være en neutrale farveskala ikke sprang i øjnene som fimset, og siden i velour kombineret med læder.
Alt var gennemarbejdet, ikke en finger at sætte på konstruktionen – heller ikke i de mere utaknemmelige materialer – og kvaliteten sad lige i skabet. Jean//Phillips tidligere kollektioner har ofte båret præget af en overdreven detaljerigdom, og selvom tøjet stadig er modigt, er det nu også 100 pct. gangbart. Og selvom en knælang, draperet jerseycardigan med smalt bælte i taljen og matchende pludderbukser lidt vel vovet i sammenhæng, så kan begge fungere aldeles fint – og maskulint, hvis den slags er vigtigt for kunden – med henholdsvis jeans og tanktop.
Inspirationen var hentet fra lige dele Mellemøsten, brede skærfer og pludderbukser, og Rom, generøse skulderdraperinger, og kollektionen var tilsat nogle virkelig lækre sommerjakker i noget, der kunne ligne hør (der var desværre ingen oversigt over kollektionen at finde i goodiebag’en) med en kombineret svalehale/smækklap på bagen og store, tunge lommer.
Disse lommer gik igen blot i mere skræddereret udgave i et par – virkelig lækre – shorts, hvor inspirationen var hentet i den draperede tulipannederdel, man ikke kan besøge en highstreetbutik uden at få smidt i nakken. Igen kunne det lyde som lidt for meget, men det fungerede ikke desto mindre, takket være de grove materialer, der komplementerede silken.
Det tunge og det lette, hårde og bløde, går (endelig) flot hånd i hånd i Jean//Phillips kollektioner, og her på redaktionen glæder vi os allerede til at se, hvad han finder på næste gang.[[addon]]