Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Article: Modeugens aktører: Nina Sejr Wiboltt

Nina Sejr Wiboltt er partner i PR bureauet 9PR. Hør om hendes modeuge i "Modeugens aktører".
Nina Sejr Wiboltt er partner i PR bureauet 9PR. Hør om hendes modeuge i "Modeugens aktører".

Med under en måned til Copenhagen Fashion Week SS11 er forberedelserne til denne sæsons modeuge nu på deres højeste rundt omkring i branchen. FashionForum.dk ønsker at give et så fyldestgørende billede af, hvordan Copenhagen Fashion Week apparatet fungerer som muligt, og vil derfor i den kommende tid bringe en serie af interviews med nogle af modeugens vigtigste aktører.

For den anden medvirkende i "Modeugens aktører" bliver Copenhagen Fashion Week SS11 en travl uge med showafvikling, messer og presseevents. Nina Sejr Wiboltt er partner i PR bureauet 9PR og fortæller her, hvordan hendes modeuge kommer til at se ud.

Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week?
Allerede efter en modeuge er vi i gang med at planlægge den næste. Dette gør jeg ved at føre en slags dagbog, hvori jeg skriver alle mine erfaringer for hver dag i modeugen, så jeg kan lære af disse til den næste. Og så er det essentielt at have fuldt overblik over, hvad vores kunder har af planer under modeugen! 

Hvis vi selv har store events eller shows under modeugen, som denne sæson hvor vi skal lave Vilsbøl de Arces show (den 12. august på Gallery, red.), er de sidste par uger op til meget hektiske – og der arbejder vi tit til langt ud på natten.

[[addon]]

Hvordan deltager du i Copenhagen Fashion Week SS11?
For mig handler modeugen om at høste nye erfaringer og blive inspireret til den kommende sæson. Vi repræsenterer vores kunder under modeugen, og det gør vi tit ved at invitere pressen til events, shows eller mindre kollektionsfremvisninger enten ude ved standen eller i kundens eget showroom. Det er også vigtigt for os at være med til events, hvor pressen er til stede, så vi altid er opdateret på, hvem der sidder på de forskellige medier og hvilke freelancere der er på banen.

I forhold til vores kunder, er et vigtigt for os, at vi kommer rundt på deres stande, og har god tid til at fornemme deres univers, den nye kollektion samt deres indtryk af messen. Da vi jo skal til at repræsentere den kollektion, som de præsenterer til messen, er det vigtigt, at vi kender hver en detalje, og hører hvordan de sælger kollektionen ind til diverse butikker. Og så taler vi selvfølgelig med potentielle nye kunder, som vi mener, kunne passe ind i 9PRs univers.

Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?
Vi skal jo ligesom sidste modeuge afholde Vilsbøl de Arce showet, og op til showet skal hele gæstelisten og seatingplanen på plads. Der skal både tages højde for vigtige indkøbere, vigtig dansk presse samt vigtig international presse og VIPs. Vi har vores eget seatinghold med og holder en del møder op til showet, hvor vi gennemgår hele runway opsætningen. Og på selve showdagen mødes vi mange timer før, og gennemgår de forskellige sektioner, så der ikke er nogen tvivl om opsætningen, når dørene åbnes.

På selve showaftenen er både Line (Christiane Plesner-Jacobsen, Ninas partner i 9PR, red.) og jeg selvfølgelig til stede og står i døren og tager imod alle gæsterne og sørger for, at alt forløber som det skal. Selvom man altid har den færdige gæsteliste og seatingplan klar en dag inden showet, er der altid last minute changes, og de kan sagtens komme i det sekund dørene går op. Så der gælder det om at bevare overblikket.
Det er bare sådanne ting man må tage med, når man afholder shows, for det er stensikkert hver gang, at der er ændringer i sidste øjeblik, eller at showplanen er forsinket. Så gælder det bare om at tackle det på den bedst mulige måde! 

Når showet er veloverstået, bruger vi de resterende dage på de mange aftaler med vores kunder om besøg på deres stande. Og så skal vi også til en del presseevents – bl.a. Covers brunch som altid er rigtig hyggelig. 

Hvad forventer du at få ud af Copenhagen Fashion Week SS11?
Jeg forventer denne gang den samme hyggelige og inspirerende stemning, som der altid er, når man er rundt på messer og til shows. Jeg forventer at blive inspireret af blandt andet Vilsbøl de Arce showet, og så glæder jeg mig især til at se de nye kollektioner, som vi skal arbejde med på vores showroom samt i vores billedbank 9PR Direct.

[[addon]]

Hvad ser du mest frem til ved Copenhagen Fashion Week?
Jeg ser frem til præsentere 9PR Direct for potentielle nye kunder, da det er et produkt, som vi har arbejdet på længe og som støtter fantastisk op om vores koncept og de mærker, som vi repræsenterer. Det er dejligt at være ude og repræsentere en filosofi og et koncept man kan stå inde for 100%, og som man virkelig brænder for. 

Så glæder jeg mig selvfølgelig meget til at stå for Vilsbøl de Arce showet! Det er altid sjovt at være en del af den kreative og koordinerende del op til showet. Jeg glæder mig også til at se alle de nye kollektioner, vores kunder præsenterer, og til at høre om dem hver især!

Og så glæder jeg mig til nogle sjove og spændende dage, hvor stemningen er god! Når Spring/Summer kollektionerne bliver vist i august, er det som regel fantastisk vejr til de hyggelige arrangementer og de mange skønne fester!

Billeder: Copenhagen Fashion Week, 9PR

Læs også: Modeugens aktører: Fernanda Palmeiro

Læs også: PR = Personal Relations hos nystartet mode PR bureau