[[addon]]Mens regnen siler ned over Londonbydelen Hackney, stimler farvede paraplyer sammen på trappen foran York Hall. For elementernes rasen trodses villigt af modebranchen, når verdens mest toneangivende designskole, Central Saint Martins School of Art and Design byder indenfor til årets presseshow for BA afgængerne.

Nådesløs udvælgelsesproces
Presseshowet på Central Saint Martins afventes med spænding af store dele af modebranchen, og det er ikke uden grund. Showet viser nemlig kun de afgangskollektioner, som skolen mener repræsenterer det ypperste talent. Og som bedst viser skolens spændvidde. For de afgangsstuderende hvis navn ikke er på listen til presseshowet, føles den manglende deltagelse som en dør der smækkes i hovedet på dem. Udvælgelsesprocessen på en eliteskole som Saint Martins er nådesløs.

[[addon]]Forud for showet har de studerende kæmpet i tre år for at indfri skolens og ikke mindst egne forventninger. Her vokser ambitioner og krav ind i himlen i samme hæsblæsende tempo, og man er aldrig bedre end sin sidste kollektion. Projekter bedømmes og kasseres efter kvalitet, og diplomati og ”strygen med hårene” er faux pas på Saint Martins. Her skal man rustes til den ”virkelige verden”, den internationale modeindustri der venter efter endt studietid, og det er en verden, hvor talent bringer en langt, men hvor håndværksmæssig kunnen og –fremfor alt- et uopslideligt drive bringer en helt i mål.

Kun presse på første række
I York Hall har publikum fundet sig til rette i det store rum. Der hersker en uhøjtidelig stemning i ”den hellige hal”, hvor morgendagens Phoebe Philo, John Galliano eller Giles Deacon (alle tidligere Saint Martins afgængere) måske vil vise sig. Designstuderende i dekonstrueret sort læder indfinder sig på træstolene side om side med modeskribenter som Colin Mcdowell samt andre repræsentanter fra den internationale modepresse. Anna Piaggi kloner med skarpe, knaldrøde lokker og rouge på kinderne smalltalker i det dunkelt oplyste rum. Her er ingen fallerede celebrities på første række. Opmærksomheden er helliget den endnu tomme catwalk. 

Pang og volumen
Hver studerende (og der er 40 udvalgte deltagere til showet, der alle tager BA afgang fra henholdsvis Womenswear, Menswear, Knit, Print og Fashion Design with Marketing) har ca. fem indgange hver. Derfor er tempoet højspændt, da showet starter kun små tyve min. forsinket. 

[[addon]]Fra anatomiske, træmonterede jerseykjoler over tribalinspirerede strikkreationer til japansk minimalisme er showet en klar manifestation af, at eleverne på Saint Martins kommer med, og trækker på, hver sin nationale baggrund, som giver det samlede billede en unik diversitet.

Men kollektionernes forskellighed til trods er der alligevel tre gennemgående tendenser, som synes at gennemsyre dette års afgangsprojekter.

Først og fremmest er der de helt gakkede projekter hvor pangfarver, volumen og formsprog visse steder antager cirkuslignende dimensioner og andre steder vender op og ned på forståelsen af den menneskelige anatomi. Printdesignerne Craig Green og Alex Mullins udfordrer begge den konventionelle forståelse for herretøj, og sender modellerne ned af catwalken klædt som henholdsvis naivistiske tinsoldater i svungne uniformer med hatte af trommer og mænd iklædt overdimensioneret dunovertøj a la yeti med lange frynser i klare farver som gul og rød.

[[addon]]Strikdesignerne følger deres medstuderende fra print, når det kommer til ukontrolleret kreativitet. Sorcha O´Raghallaigh sender modellerne ned af catwalken iklædt to meter høje stylter og guldlange gevandter, der falder som vandfald fra deres hovedbeklædning, som er pakket ind i et gigantisk væld af smukke stofblomster.
Tahari Roques kollektion derimod er ved første øjekast en konceptuel men stram og sexet Gucci mode a la 1990erne med sorte og mørkeblå bondage badedragter, hvor slidserne kun synes at bremses af det faktum, at benene nødvendigvis må stoppe ved hoften. Men da modellerne pludselig hiver de indsyede ventiler ud af tøjet, hvorefter det puster sig op, og pludselig bliver til blandinger af badevinger og smukke skulpturer, skifter kollektionen pludselig identitet fra stramt og sexet til teatralsk og humoristisk.

Blid æstetik
En anden tendens, der primært viser sig fra de studerende ved Womenswear og Fashion Design with Marketing, er en blid og feminin mode, der fortolkes i en farvepalet af nude, lyse, knækkede hvide og sarte mintgrønne toner. Fælles for denne gruppe af studerende er, at der i deres designs er meget lidt der understøtter kroppen. [[addon]]Her er materialerne pressede, foldede og samlede i origamilignende mønstre. Eller udfoldet i blødt jerseymateriale hvor den menneskelige anatomi viser sig som ”indvolde” i vaterede konstruktioner udenpå tøjet. Her vises lange enkle kjoler, hvor installationer under tøjet får stofferne til nærmest at flygte i alle retninger ud fra kroppen.

Eller bare helt enkelt og smukt som hos Timur Kim, hvor lange gudindekjoler udfolder sig selv på tværs af kroppen i enkle og velkonstruerede snit, der nærmest vender vrangen ud på sig selv.

En enkelthed som også ses hos Womensweardesigner og vinder af L’Oréal Professionnel Young Designer of the year awarden, Yi Fan Wan, hvis kreationer er delikat draperede kjoler og skjorter i ”rene” materialer som hør og silke med skødesløst klippede kanter. Kollektionens viktorianske skjorter og vidde nederdele virker næsten som om, at de endnu blot er stoutopsyninger istedet for færdige udgaver. Det er et billede på en designproces ført over i et nærmest arkitektonisk men anvendeligt design.
 


Goddess warrior

Den sidste gennemgående tendens på showet placerer sig i den anden ende af fashion skalaen: High fashion orienteret bodycon mode hvor Christopher Kane inspirationen ikke lader sig fornægte. Som hos Soo Jin Lee hvor korte kropsnære kjoler i kobolt beklædt med guldfarvede brynjelignende ”skeletter” og skrøbelige fægtemasker repræsenterer en ”goddess warrior” stil der er lige til at implementere hos modehuse som førnævnte Christopher Kane, Versace eller Balmain.

[[addon]]”If only I dared” er grand old fashionskribent Colin Macdowells afsluttende ord, da klapsalverne lægger sig. For presseshowet er voldsomt, eksplosivt og eksperimenterende. Og for en ældre herre som Macdowell var der mindre at komme efter – Menswear linjen synes at være den mindst skarpe af skolens profiler. Men når det er sagt, er det samlede niveau ekstremt højt, og det er lige præcis den utæmmede kreativitet i kombination med de finpudsede håndværksmæssige færdigheder, som adskiller Saint Martins projekterne fra andre designskolers afgangsprojekter.

Showet er forbi, og for de heldige udvalgte studerende betyder denne finale måske starten på deres karriere. Den regnvåde plads foran York Hall tømmes hurtigt for farvestrålende paraplyer, læderindsmurte studerende, presse og en ældre herre klædt ud som Mary Poppins. Fashion rimer som bekendt ikke på regnvejr.

Pictures in coutesy of FashionForum.dk, Niall McInerney/Central Saint Martins School og Art and Design, Cavan Pawson/This is London.

Læs Vogue.coms preview her
Læs Telegraphs anmeldelse her