Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

YSL: “Jeg ønsker at blive en legende”

En retrospektiv udstilling af Yves Saint Laurents livsoeuvre viser haute couture, der aldrig går af mode.
En retrospektiv udstilling af Yves Saint Laurents livsoeuvre viser haute couture, der aldrig går af mode.

[[addon]]

En retrospektiv udstilling af Yves Saint Laurents livsoeuvre viser haute couture, der aldrig går af mode.

Manden, der gav kvinden Le Smoking og parfumen Opium, var én af de første til at forstå moden som udtryksform for kvindens frigørelse og gaden som modens katalysator. Knapt to år efter sin død, hyldes Yves Saint Laurent nu på Petit Palais i modens hovedstad Paris. I live oplevede han flere retrospektive udstillinger, men denne markerer et endeligt fin på YSLs livsværk. Ledet af Pierre Bergé, kurateret af den anerkendte franske modehistoriker Florence Müller og med præsidentfruen og tidligere model Carla Bruni-Sarkozy som protektrice, er alle forudsætninger for en vellykket udstilling på plads. Udstillingen viser ikke bare et uovertruffet talent, der aktivt prægede moden i næsten 50 år, den er overvældende aktuel og giver stof til eftertanke til nutidens mode.

Via 15 temarum rejser man igennem YSLs modeliv fra Diordagene til hans sidste haute couture-kollektion i 2002. Der bliver vist YSLs brud med Diors korsetterede silhuet, efter han i 1957 som 21-årig overtog chefposten hos Christian Dior. Med sin Trapèze-kollektion fik han løsrevet sig fra efterkrigsæstetikkens stramme taljefokus. Men dolkestødet mod den gamle bourgeois modes endeligt kom med hans sidste Beatnik-kollektion, der favnede tidens gademode på Seinens venstre bred med læderjakker og stribede striktrøjer. Beatnik-kollektionen er slående moderne – så man det udstillede sæt af krokodillejakke med minkkanter og tulipanformet uldbouclénederdel på catwalken i dag, ville man ikke kunne se, at det var designet for 50 år siden. 

[[addon]]

La Revolution des Genres viser YSL, efter han gik solo i 1962 som 26-årig og hans inkorporering af 1960ernes og 1970ernes ungdomsrevolution og kønskamp: Maskuline jakkesæt med feminine crêpe de chine skjortebluser med blødt bundne halssløjfer og La Saharienne er udødeliggjort med safarijakker, beige buksesæt i jersey, et jumpsuit og stilrene tunika-ensembles. Rummet emmer af linjernes renhed, og YSL-arvens aftryk er tydeligt på den aktuelle Célinebølge, brug af beige og genkomsten af 1970er/ 1990er neominimalisme. Man ledes videre ind i garderoben hos slyngveninden Catherine Deneuve. Her er både private YSL-kollektioner og filmklip fra Luis Buñuels Belle du Jour. Yves Saint Laurent et les Femmes viser ekstravagante aftenkjoler lavet til YSLs andre muser som bl.a. hertuginden af Windsor, Elsa Schiaparelli og Grace Kelly af Monaco. YSL vises også Par Jeanloup Sieff med det for sin tid provokerende kampagnebillede og frasorterede ”takes” af en nøgen Jesus-lignende YSL fra hans første mandeduft Pour Homme. I Studio Réel kommer man helt tæt på hans arbejdsproces med en rekonstruktion af hans skrivebord med briller, skitser og rod, og en video viser hans arbejdsmetode og hurtige skitsering. 

Den meget omtalte 1940er-kollektion fra sommeren 1971 var ikke bare var et kommercielt flop, den forargede pressen, som anklagede YSL for at snylte på æstetikken fra den svære okkupationstid. Men kollektionen med velourturbaner, kort grøn rævepels, silkekjole med camouflageprint, velourjakke med applikationer af pailletmunde og sko med kilehæle var tænkt som en hyldest til kvindens frigørelse, en spæd begyndelse på Rive Gauche, hans prêt-a-porter linje, og favntag med den for tiden nye retromode. På trods af 1940er/ 1970er ærmerne og knapdetaljerne er kollektionen slående aktuel og ligner noget, man let kunne se inddraget i Pradas krigschikke univers.  

Inspirationen af eksotisk-etniske dragter og den moderne kunst er to betydelige træk for YSLs livsværk. Les Voyages Imaginaires-rummet besøger hans kollektioner fra fremmede himmelstrøg. Barndommen, som den eneste og forkælede søn i en fransk pied noir-familie i Oran i det fransk koloniserede Algeriet, påvirkede uden tvivl YSLs global-etniske udtryk. Afrika, især Marokko hvor han siden købte et hus, var altid centralt hos YSL med dyreprint, safaristil, draperede stoffer og tribalsmykker, men også dragter fra Kina, Spanien, Rusland og Indien hentede han inspiration i. I rummet, der belyser YSL gennem kunstens lup, vises den geometriske og stilrene Mondrian-kollektion, perlebesattte jakker med Van Gogh-motiver og en Braque-inspireret brudekjole med applikerede måger. YSL havde en klar holdning til forholdet mellem mode og kunst og udtalte, at ”mode ikke er en fuldstændig kunst, men kræver en kunster for at kunne eksistere”. Sammen med Bergé opbyggede han gennem livet en imponerende kunstsamling, som man kunne få et nysgerrigt indblik i, da den sidste år blev auktioneret på auktionshuset Christie. Men det mest interessante i kunstrummet er hans to draperede ”Lelanne”-kjoler med kropssmykker i galvaniseret kobber lavet af smykkekunstneren Claude Lelanne. Med henholdsvis et mave- og brystparti udenpå lange arabiske organzakjoler med slør ligner de forløbere for det lignende samarbejde mellem Alexander McQueen og smykkekunstneren Shaun Leane. 

[[addon]]

Le Dernier Bal, det sidste bal, viser en imponerende line up af aftenkjoler præsenteret på en show biz-agtig rød trappe med Maria Callas i højtalerne. I samme rum er sort-i-sort variationer over Le Smoking sat op på en sort væg på sorte plateauer. Kurateringen fungerer optimalt her, idet der skabes en dialog mellem de feminine kjoler og de maskuline silhuetter. Her tydeliggøres dynamikken i YSLs mode med romantikken overfor revolutionen, det bløde overfor det hårde. Perleapplikationer, farver og fjer overfor den skarpe skulder, der ifølge YSL var udgangspunktet for hans design.

Selvom skyggesiden af YSLs liv, hans personlige turbulenser og den bitre ende på hans liv ikke nævnes, er den nærværende som en uudtalt subtekst. Præmissen for retrospektive udstillinger er at vise storheden og bredden af det pågældende talent, men for YSL var hans mentale og fysiske skrøbelighed og det private misbrug både et resultat af og medvirkende til hans sensibilitet og skabertrang. YSL var ikke klar til at give stafetten videre til Tom Ford i 2000, da han overtog Rive Gauche, og han kritiserede også Fords sexed up plyndring af YSL-arven. Da han den 7. januar 2002 for sidste gang viste haute couture, var det en grådfyldt svanesang for både YSLs og haute couturens fald. Samme år åbnede han og Bergé deres Foundation Pierre Bergé – Yves Saint Laurent, som er museum og arkiv for YSLs livsoeuvre, hvor der til næste år planlægges en udstilling af Rive Gauche prêt-a-porter’en. Som så mange andre er YSL efter sin død nærmest blevet helgengjort. Men en række nuancer føres til billedet af den sky og skrøbelige mand i bogen The Beautiful Fall, som udpensler YSLs og Karl Lagerfelds rivalisering i de hedonistiske 1970’ere og deres fælles venner og muser. Da han døde den 1. juni 2008, var det et tab for hele modeverdenen, som fulgte den verdensomspændende transmission af bisættelsen i Saint Roch kirken på Rue Saint-Honoré på nært hold – blot et stenkast fra Colette. 

[[addon]]

Man forlader udstillingen med en klump i halsen. Nærværet af hans talent og holdbarheden af hans visioner synes mere relevante end nogensinde i en stadigt stigende copy’n’paste branche, hvor både megaforbrug og hurtigt accelererede designcykler virker afsporende for modens kunstneriske aspirationer. Inden man går ud mødes man af YSLs blik, der kigger ned fra et opdateret Jeanloup Siff-billede med en photoshoppet indsætning af Laetitia Casta. Måske er det et forsøg på skabe en happy endning, der peger fremad, men man mindes i stedet om hans fravær. Den indre film spiller tunikaer, pants suits, jumpsuits, dyreprints, shocking pink sløjfer, perfekte skuldre, perlebesatte korte jakker, gennemsigtige blondetoppe, fjerbesætninger, harlekinmønster og draperede kjoler, og man mærker pustet af modehistoriens vingesus. Udstillingen giver stof til eftertanke til dagens mode, som både ubevidst og bevidst kopierer og lader sig inspirere af ham. YSL er for altid relevant. Han er ikke bare en fransk nationalhelt på tværs af aldre at dømme efter de udstillingsbesøgende, men en international legende som han også så brændende ønskede at blive.  

Udstillingen kan ses frem til 29. august 2010.

www.yslretrospective.com

Billeder: yslretrospective.com