Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

De rigtige eksperter 2.

Når eksperttitlen demokratiseres, udvandes både modekultur og mediepraksis. Ane Lynge-Jorlén tager her sin blog "De Rigtige Eksperter" skridtet videre.
Når eksperttitlen demokratiseres, udvandes både modekultur og mediepraksis. Ane Lynge-Jorlén tager her sin blog "De Rigtige Eksperter" skridtet videre.

Når eksperttitlen demokratiseres, udvandes både modekultur og mediepraksis. For hvis ikke der er nogen til at sætte barren, som ved mere end en selv, kunne vi lige så godt lukke universiteterne, de journalistiske højskoler og designskolerne og håbe på, at staten køber aktier i Google i stedet for at støtte vidensinstitutionerne.

Alle fag bygger på en kultur, som blandt andet består af viden om faget og feltet, dets historie og praksis. Kvalifikationer kommer med viden om faget, erfaring og talent. Når man for eksempel læser en nyhedsartikel i et dagsblad, skal man som minimum kunne forvente, at uddannelse, research og formidlingsmæssig indsigt i genren er gået forud for artiklen, som en kvalitetssikring af både indholdet og formidlingen. Men hvis avisformidling ikke var kvalitetssikret, og hvis ikke formidlerne vidste mere end læserne, kunne læsernes Wikipedia-viden være lige så god som formidlernes. Det er netop udfordring og indsigt eksperten bidrager med, og det er med til at udvikle fagets kultur. Det er her meget modeblogging kommer til kort. Dette er ikke en general afskrivning af modeblogging, men en kritik af den ivrige og undergravende copy’n’paste og selviscenesættende blogging, der præger meget af modens mediering.

Mode bliver desværre betragtet som ”blødt stof” og bliver ikke taget lige så seriøst som nyhedsstof eller andre kulturområder med en højkulturel historie. Filmmediet var også underlagt store kulturdebatter og blev set ned på som en mekanisk reproduktion af virkeligheden, indtil det i 1960erne endelig fik kulturstatus – i dag ville ingen tage en ukritisk filmanmeldelse seriøst. Men vi har ikke en solid tradition i Danmark for seriøs dækning af mode af kvalificerede folk, der ved, hvad de taler om. Udover Berlingske Tidende og Børsen skal man lede langt og ihærdigt efter seriøs og kritisk modedækning, for det er hverken blevet prioriteret fra mediernes eller uddannelsesinstitutionerne side. Vi har derimod mængder af bloggere, der ivrigt fylder mediehullet ud. Og det er en skæv fordeling.
[[addon]]Modeformidlingens dårlige vilkår er også præget af to ærgerlige tendenser: ungdomsfanatisme og celebrity-ekspertvældet. Modeskribenten Colin McDowell, som også sidder i Designers’ Nest dommerpanelet, kritiserer modens nye herredømme af know-nothings, hvor modens ungdomsfanatisme er kommet så langt, at bloggerne Tavi og Bryanboy nu sidder i dommerpanelet for The Council of Fashion Designers of America, som er den amerikanske modebranches svar på the Oscars. Bivirkningen af modens dyrkelse af ungdom er ifølge McDowell dyrkelsen af uvidenhed, hvor altså Tavi skal sidde side om side med sværvægtere som McDowell selv og smagsdømme amerikansk mode. Den anden tendens handler om en mere generel favorisering af celebrityekspertjournalistikken. Jesper Klits  velskrevne kronik i Berlingske Tidende fra januar kritiserer de nye smagsdommere med manglende indsigt og pseudo-ekspertvældet, hvor en række kendisser udtaler sig personligt om alt fra finanskrisen til indretningstips. De to tendenser er to sider af samme mønt. Modeformidlingen er underlagt en slags ungdomstyrannisk uvidenhed på den ene side, hvor det ikke længere bare er et ungdommeligt udseende, der stræbes efter, men også en ungdommelig tilgang til moden vægtes. På den anden side lokker sladderhistorier fra Jim Lyngvild flere læsere og seere til end en ”tør” ekspert i mode gør. Det er som om dele af det danske etablissement, heriblandt regeringens og især Dansk Folkepartis kamp mod ekspertvældet og kultureliten, har lagt sin skygge over kulturformidlingen og herunder modeformidlingen. Modeformidlingen må åbenbart ikke være for svær, for elitær eller for idealistisk, for så kan alle jo ikke forstå den… Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke med finansnyhederne, hvor man ikke tager den én gang til for arveprins Knud eller Slow Joe on the back row – men mode derimod behandles oftest som letbenet kultur med ditto letbenet journalistik.

Problemet i Danmark er, at vi med gode intentioner, som ”ihh og åhh Danmark er en modenation”, glemmer modeformidlingen. Hvis modedesignere kun bakkes op af ja-sigende modeformidlere, undergraves ambitionerne for dansk mode. Designere og deres pressekontorer skal ikke forvente et heppekor, hver gang de har lavet en ny kollektion, åbnet en butik eller lavet et samarbejde med en skoproducent, men imødekomme kritik. Hvis ikke danske modeformidlere vover pelsen, er der risiko for, at modeformidling bliver en ligegyldig og stagneret disciplin, og dansk mode bliver en trist størrelse, hvor alle meninger er ligeværdige og ligegyldige, intet er helligt, og alle er venner med hinanden. Så lad dette ikke bare være en opsang til modebloggere med noget på hjerte, men til danske mediers modedækning generelt.