Ikke størrelsen, men gørelsen

I midten af januar 2010, blev jeg ved en andægtig ceremoni tildelt prisen som årets modeskribent af Videncenter for Design og Business. Prisen er 48 cm. høj og 6 gange så tung som filmbranchens Bodil, og efter at have hørt en række forskellige talere fortælle om baggrunden for prisen og diskutere mediernes manglende respekt for modejournalistikken, slog det mig, at størrelsen er omvendt proportionel med modejournalisternes selvværd, og (gisp) måske også vores arbejdsindsats?

Der er sket meget i den danske modebevidsthed, siden jeg kom ind i branchen i slutningen af 1990erne. Antallet af modemagasiner er eksploderet, det samme er antallet af modeannoncører, og igennem de seneste fem år er de danske aviser gået ind i konkurrencen om de glittede annoncer for stiletter, lædertasker, solbriller og parfumer.

Den øgede konkurrence har dog ikke skærpet det kritiske øje ej heller kreativiteten i de danske modemedier. Vi er i stedet hoppet med på den amerikanske tabloid-bølge, hvor enhver ligegyldig starlet er en It-girl, hvis hun har lånt en kjole fra et modehus, og hvor portrætter og længere artikler er erstattet med tips til at få Kate Moss’ stil (igen), eller endnu en liste over sæsonens must-haves. Mens læsernes kritiske sans forsvinder, sidder redaktionerne og shopper tøj på Net-a-Porter, og designere og pr-folk vænner sig til levere mindst muligt både kreativt og intellektuelt. Fordi de aldrig bliver sagt imod, og fordi de aldrig får andre spørgsmål, end hvor de finder deres inspiration? (på Style.com), hvilket klædeskab de gerne vil kigge i? (Kate Moss’) eller hvilket sideprojekt de nu har gang i? (velgørenhed hvor der går 25 ører til nogen eller noget).

Bloggerne kommer
Resultatet er manglende respekt fra redaktører, læsere og de kreative i modebranchen. Og niveauet løftes ikke ved at brokke sig og klage over, at bloggerne får plads på forreste rækker, eller at aviserne ikke giver nok spalteplads til moden. Niveauet løftes derimod ved at udfordre sig selv som journalist, stå op for sine ideer og passe på sin stolthed, selv når man bliver ringet af en skør kælling, som mener, at man har skrevet for lidt, for trist eller for dårligt om hendes kreative virke.

Det hjælper også at få et klap på skulderen og en rose for godt udført arbejde. Og selvom jeg på ingen måder lever op til de førnævnte idealer, så står der nu en 6 kilo tung falloslignende genstand i min vindueskarm og spærrer for sollyset. Jeg kan hverken overse eller løfte den, men det gør heller ikke så meget, fordi den er en daglig påmindelse om, at jeg har mindst én læser, og at denne fortjener, at jeg tager mit arbejde alvorligt.

Og det er nok meget sundt at blive mindet om det en gang imellem.

Chris Pedersen er journalist og tekstforfatter. Han er uddannet i kommunikation og kunsthistorie og har bl.a. skrevet for Euroman, Politiken, Cover og Dansk samt Nylon og Surface i New York.

[[addon]]