Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Navne

Won Hundred udpeger ny CEO

Det danske brand har været meget igennem, men stadfæster sit nye og forstærkede jeg med ansættelsen af den brancheerfarne Nikolaj Munkholm Lassen som ny administrerende direktør.
Det danske brand har været meget igennem, men stadfæster sit nye og forstærkede jeg med ansættelsen af den brancheerfarne Nikolaj Munkholm Lassen som ny administrerende direktør.

“Jeg har længe været på udkig efter en CEO, der kan bidrage med kompetencer til Won Hundred, som vi ikke i forvejen har. Nikolaj Lassen har stor erfaring med salg og retail i ind-og udland, og netop de kvaliteter har vi søgt i den nye CEO,”

Sådan lyder det fra Nikolaj Nielsen, stifter af Won Hundred, der just har udpeget Nikolaj Munkholm Lassen som brandets nye administrerende direktør. Det skriver brandet i en pressemeddelelse.

Til stillingen medbringer Nikolaj Munkholm Lassen mere end 20 års erfaring i branchen. Han har blandt andet været selvstændig med butikker som Levi’s, Butler og Stoy Munkholm i Aarhus (i dag kendt som Stoy). De sidste ni år har han ageret Head of Retail hos Samsøe & Samsøe.

“Jeg havde egentligt besluttet mig for at gå ledig for en periode, efter en lang, men fantastisk tid hos Samsøe & Samsøe. Hele branchens købemønster hos både forbruger og retailer er under forandring, og jeg havde besluttet mig for at tage en periode og se det hele udefra,” supplerer den nye CEO, der dog allerede efter første møde med Nikolaj Nielsen tilbage i december besluttede sig for at takke ja til tilbuddet om nye udfordringer.

“Jeg ser et stort potentiale og god arbejdscase hos Won Hundred, hvor alle forudsætninger for succes er tilstede. Jeg håber og tror på, at jeg kan være med til at forme den rigtige strategi sammen med ejerkredsen og føre den ud i livet sammen med alle de fantastiske medarbejdere, som sidder hos Won Hundred i dag,” fortsætter han.

Won Hundreds nye CEO, Nikolaj Munkholm Lassen.

Nyheden om Won Hundreds nye CEO lægger sig i slipstrømmen på flere store forandringer for det danske brand i løbet af de sidste par år. 2017 startede ud med en tiltrængt kapitalindsprøjtning fra Michael Mortensen, der valgte at sætte fuld fokus på det brand, som han i flere år har haft aktieposter i, ved at købe stifterne af Samsøe & Samsøe, Per Ulrik Andersen og Peter Sextus Rasmussen, ud og skyde yderligere 20 millioner kroner ind i forretningen.

Senere på året, i maj, kunne Nikolaj Nielsen fortælle, at brandet havde besluttet at omlægge strategien og rykke alle funktioner, herunder design, produktion, PR, webshop og butik, under ét tag på Ny Østergade 29 i Indre By. En omstrukturering, der betød at både brandets kontor, showroom og butik skulle skifte adresse.

Nikolaj Munkholm Lassen sætter sig i direktørstolen hos Won Hundred den 1. august 2018. Herfra skal han arbejde tæt med Nikolaj Nielsen, der udover rollen som kreativ direktør også har ageret CEO indtil nu. Fremover vil han derfor fokusere udelukkende på det kreative.