Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Showbrand øger overskud med 3 millioner
Alle nyheder, COPENHAGEN FASHION WEEK AW22, Indland, Modeuge, SHOWANMELDELSE

Baum und Pferdgarten tog os til månen og tilbage igen

Alt kørte til Baum und Pferdgartens show, hvor idé, kollektion og show gik op i en højere – smuk – enhed.
Alt kørte til Baum und Pferdgartens show, hvor idé, kollektion og show gik op i en højere – smuk – enhed.

Baum und Pferdgarten, Raffinaderivej, onsdag d. 2. februar 2022 kl. 17.00

Rikke Baumgarten og Helle Hestehave har foretaget mange rejser i ånden med deres brand, Baum und Pferdgarten.  De har altid været optaget af nordiske traditioner, kultur og landskaber – maleren Willumsens ‘Bjergbestigerens bakkelandskab’, Fanøs dragter, finsk arkitektur, Vesterhavets kystlinje. Og nu er det Nordpolen, der drager. Det dramatiske polarlandskabs spændingsfyldte kontraster af råt og barskt overfor lyst og skrøbeligt – en metafor for livet – er kontraster, der appellerer til Rikke og Helle, for de harmonerer med deres eget design-DNA. Altid tiltrukket af det maskuline, som de giver deres egen feminine fortolkning, udtrykker de også kuldens blanke overflader, iskrystaller og arktiske blomster i AW22-kollektionen, ‘Pursuing Polaris’.

Med en imponerende måne som baggrund, sne-røg på gulvet og lyden af isbræers kælven demonstrerede Baum und Pferdgarten Nordpolens ekstremer – lys og mørke, sne og is, blomster trods kulde – og oversatte det til kollektionens mange kontraster. Lyse mod mørke nuancer, maskuline linjer med feminine detaljer (eller omvendt), bløde linjer versus skarpt skrædderi og florlette stoffer i forening med tungere materialer.

Således lover seje, køligt skinnende, quiltede, voluminøse nylon-puff-jakker og -frakker i sort, mosgrøn eller metallic koral beskyttelse imod elementerne. Også sammen med matchende kviltede bukser eller ditto korte klokkeformede nederdele. “Med flotte ben i en spinkel sko og ankelsokker bliver den supersexet med lag af noget STORT foroven,”  erklærer Rikke Baumgarten inden showet. Yderligere varmer chunky strik i kulørte striber eller som en lys blå sweater med grønne skinkeærmer.

Det er Nordlysets elektriske, changerende blå, grønne og flammerøde toner, der lyser i Baum und Pferdgartens kollektion foruden havets grå og isblå og solens luer, brændende gennem snekrystaller oversat til en skinnende paillettop og nederdel. Små gule og lyseblå blomster er oversat til blomsterprint, som designerne har håndtegnet i blåt på mørkegrøn silke, og polarhimlens luerøde flammer skinner i quiltede nederdele og vamsede puffjakker sat sammen med strømper i samme farve stukket i sølvfarvede stiletsandaler, mens den isblå forfører i en pragtfuld, changerende cloqué især som en skøn kjole med klokkeformet underdel og ærmer.

Rikke og Helles store passion er tekstiler. Foruden det glatskinnende nylon byder næste efterår og vinter også på printede havgrå, grafiske iskrystaller på ulden, grå/sorte sildeben i store, flotte herrefrakker på lækker, blød, sort uld i en stor blazerjakke og på rød/hvid/sort-ternet, silkeagtig uld, der ser godt ud i sæt af jakke med mininederdel. Eller, godt set, som jakken sat til den quiltede flammerøde. Et andet overvældende  look er de fantastiske lange frakker, flødefarvet eller bordeaux, af PVC-“læder” med teddyærmer og -lommer.

Baum & Pferdgartens AW22 var en af deres stærkeste kollektioner, overlegent serveret i showformat med et twist af elegance.

Se hele kollektionen her