Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

CSR-blåstempling, danske modemesser i udlandet og en strandtur

Det danske mærke Tindi er blevet belønnet for sit bæredygtige arbejde, både CIFF og Revolver indtager udlandet og så er der ny badetøjskollektion fra H&M.
Det danske mærke Tindi er blevet belønnet for sit bæredygtige arbejde, både CIFF og Revolver indtager udlandet og så er der ny badetøjskollektion fra H&M.

Modeugesæsonen er over os. Den blev skudt igang i weekenden, da Londons herremodeuge løb af stablen. Og det var sædvanen tro en underholdende affære, hvis man er til den eksperimenterende del af herremoden. Især A-Cold-Wall, hvis designer Samuel Ross var på scenen til Copenhagen Fashion Summit i maj, markerede sig flot – ifølge Business of Fashions Tim Blanks var det den mest velafrundede kollektion til dato fra den hypede designers hånd. Også skolernes show er altid en oplevelse værd i London. I år har de studerende fra University of Westminster fået flotte ord med på vejen for deres kreativitet og vovemod fra blandt andet Dazed. Denne sæson, ulig de seneste mange sæsoner hvor blandt andre Astrid Andersen og Wood Wood har markeret sig, var der ingen danske designere at finde på kalenderen. Til gengæld er der masser af danske designere og mærker mange andre steder på de europæiske scener og udstillingsgulve.

I den forgangne uge har herrebranchen stimlet sammen i Firenze til modemessen Pitti Immagine Uomo 96. Og for tredje gang i træk er det med markant skandinavisk islæt. Revolver har igen samlet en nøje kurateret gruppe af skandinaviske designere i et fælles udstillingsområde i Scandinavian Manifesto-regi. Som vi skrev her, er det i år et spændende felt af både hurtigt vækstende brands, solide og genkendelige mærker og de lidt nyere, heriblandt navne som Forét, mfpen, Rue de Tokyo, Klättermusen, Norse Projects, Rains og H20. Fashion Forum er endnu engang taget til Firenze for at deltage i denne skandinaviske modemanifestation under en af de vigtigste herremodemesser i Europa, der i år også havde æren af at præsentere Givenchy og kreativ direktør Clare Wright Kellers første herreshow nogensinde.

Og vi bliver ved danskere i udlandet. I næste uge, nærmere bestemt den 21. juni, indtager den danske modemesse CIFF de parisiske gader. Med sig har de deres bud på fremtidens modeudtryk. Det er et bredt udsnit af både danske og internationale mærker, den danske modemesse tager med sig til Garage Amelot, hvor internationale kendinge som Tonsure og Han Kjøbenhavn bliver suppleret af helt nye danske mærker som Tobias Birk Nielsen, Stech Berendt og Camilla Damkjær. Det bliver spændende at se, om også CIFFs udenlandske eventyr vil få en positiv medvind på samme måde som Scandinavian Manifesto har fået det. Og spændende generelt at opleve så stort et udsnit af danskere på den internationale modescene.

Her er ugens andre korte nyheder.

Fra sengen og ud på gaden

Det danske sengetøjsmærke Juna udvider sit livsstilsbrand til nu også at inkludere nattøj med et bæredygtigt udgangspunkt. Nattøjet er produceret af rester fra tidligere sæsoners sengetøjsproduktion og består af toppe, chemiser, shorts, kjoler og natbukser i primært bomuld med klare boheme-referencer og et nik til 70erne. Brandet mener desuden, at deres styles passer perfekt ind i gadebilledets afslappede fokus, hvilket billedet herunder meget fint indikerer.

Kollektionen forhandles eksklusivt på JUNAs webshop fra den 11. juni 2019.

Juna.

På strandtur med H&M og Love Stories

H&M har netop offentliggjort sit andet samarbejde med det hollandske brand Love Stories. Samarbejdet tager form som en badetøjskollektion og er designet af Love Stories-designeren Marloes Hoedeman. Kollektion vil emme af sommer og 70erne og er inspireret af fotografen Slim Aarons’ poolbilleder fra samme årti. Farverne er holdt i fortrinsvis rosa, grøn og orange og inkluderer romantiske prints og sporty referencer.

Kollektion vil være i handlen i udvalgte butikker samt på hm.com fra den 13. juni.

H&M x Love Stories.

CSR-blåstempling til ungt dansk mærke

Cecilie Bahnsen afslørede i forbindelse med Copenhagen Fashion Summit, at hun arbejdede sammen med mediet Positive Luxury om at få deres Butterfly Mark, som en slags blåstempling af sit CSR-arbejde. Men allerede nu kan det unge danske mærke Tindi afsløre, at de er blevet belønnet med netop et Butterfly Mark for sine design- og produktionsløsninger. Tindi markerer sig med et minimalistisk take på kvindemoden, der har håndværket og de cirkulære designmetoder i højsædet. Foruden en CSR-blåstempling, giver Butterfly Mark også adgang til et aktivt netværk af eksperter, der kan guide til en endnu grønnere udvikling for brandet.

Model, fotograf og nu FN Ambassadør

Helena Christensen har brugt mange år foran kameraet som en af verdens mest feterede modeller. Selvom hun stadig bliver brugt som model relativt ofte, er det mere rollen bag kameraet, der kendetegner den danske superstjernes nuværende karriere. I de seneste fem år har hun desuden brugt sine fotografiske evner til at fortælle flygtninges historier gennem sin linse. Hun har blandt andet været i Rwanda, Ukraine og Colombia som fotograf for FNs flygtningsorganisation, UNHCR, en global organisation, som hjælper og beskytter mennesker verden over på flugt fra deres hjem. Og det arbejde vil organisationen nu belønne. Hun er nemlig blevet udnævnt som Goodwill Ambassadør for flygtningeorganisationen. Udnævnelsen sker som optakt til den verdensomspændende World Refugee Day, FNs Internationale Flygtningedag, den 20. juni 2019.

Helena Christensen.