Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Navne, Økonomi

Pilgrim fremlægger blødende regnskab, men opruster med ny CEO

Endnu et regnskab med røde tal på bundlinjen har fået Pilgrim til at trække nye kræfter til ledelsen. Fremover overtager Christian Broe rollen som administrerende direktør fra Annemette Markvad.
Endnu et regnskab med røde tal på bundlinjen har fået Pilgrim til at trække nye kræfter til ledelsen. Fremover overtager Christian Broe rollen som administrerende direktør fra Annemette Markvad.

Pilgrim kunne i sidste uge fremlægge sit seneste regnskab, og her står det klart, at der stadig er tale om en økonomisk hårdt presset smykkevirksomhed. Men nu er de klar til at vende skuden med ansættelsen af en ny CEO. Fremover skal Christian Broe overtage direktørstolen fra grundlægger og ejer Annemette Markvad. Med en baggrund indenfor international brandudvikling hos både ECCO og senest som direktør i Hummel har Christian Broe en stærk kommerciel profil, der forhåbentlig kan give Pilgrim et løft.

“Christian Broe er ikke kun strategisk skarp, han er også vant til at være praktisk operationel. Han kan veksle hurtigt mellem at være helt tæt på forretningen til at se det hele fra helikopterperspektiv. Han har samtidig stor forståelse for hele værdikæden, hvilket er vigtigt i en virksomhed som vores. Vi er så mange ildsjæle, der skal finde samme retning,” siger Annemette Markvad i en pressemeddelelse og fortæller, at virksomheden i de seneste år har satset på det europæiske marked med store investeringer i nye IT-systemer. Den nye CEO-profil skal derfor være med til at sikre virksomhedens fremtidige vækst:

“Vi har fundet en CEO, som kan se vores potentiale som brand og socialt ansvarlig virksomhed. Christian Broe er en ambitiøs og moderne leder og meget dygtig forhandler med et særligt blik for, hvad det kræver at bygge og udvikle brands på de internationale markeder,” siger hun videre.

Christian Broe er ny CEO i Pilgrim

Satsninger i Tyskland trækker ned

Ser man på Pilgrims seneste resultater, er der da også brug for vækst. I regnskabet for perioden 1. oktober 2017 til 30. september 2018 endte Pilgrim med et underskud på 17,5 millioner kroner – en forværring på næsten 10 millioner kroner sammenlignet med sidste års resultat på minus 7,5 millioner kroner. Også bruttofortjenesten er i negativ i år med minus 1,8 millioner kroner. Lignende ser det ud med egenkapitalen, der endte på minus 13,8 millioner kroner. Ifølge Annemette Markvad, skyldes udviklingen problemer med det tyske marked specifikt:

“Det går faktisk godt i alle salgskanaler. I butikkerne i Danmark tjener vi gode penge, og vi har fremgang på vores egen onlineplatform. Men vi har svært ved at drive vores egne tre butikker i Hamborg-området, så vi har lavet nedskrivning på fem millioner kroner,” sagde hun til Børsen i sidste uge i forbindelse med regnskabet. Som ny CEO ser Christian Broe frem til at udvikle Pilgrims strategi for at sikre, at de fortsat er attraktive for forbrugerne:

“Pilgrim er et fantastisk brand, der har et godt omdømme og et stærkt internationalt potentiale. Jeg glæder mig til at medvirke til at drive en ambitiøs agenda for udviklingen af Pilgrim – i samarbejde med ejere, ledelse og et dedikeret team af medarbejdere. Det er et brand med næsten 40 års historik, hvilket giver en autentisitet og noget, vi vil værne om – og tage afsæt i – i vores fremtidige arbejde med at gøre Pilgrim endnu mere relevant og attraktivt for dagens forbrugere,” siger Christian Broe i pressemeddelelsen, hvortil Annemette Markvad, der vil fortsætte som kreativ direktør, afslutter:

“Vi har fundet en person, som jeg har stor tillid til. Det har været vigtigt for mig, at den nye CEO har respekt for vores historie og samtidig kan drive og accelerere en progressiv udvikling af Pilgrim. Så jeg glæder mig til at lægge kræfterne i det, som startede det hele. Nemlig kærligheden til smykker og de mennesker, der bærer dem. Det skal blive ved med at være i vores DNA.”

Christian Broe tiltræder officielt stillingen i denne måned. I regnskabets ledelsesberetningen fremgår det, at Pilgrim forventer et positivt resultat for 2018/19.

LÆS OGSÅ: 

Pilgrim opruster i ledelsen efter negativt regnskab