Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Kalender

Copenhagen Fashion Summit bliver årlig event

Danish Fashion Institute kan i dag annoncere, at Copenhagen Fashion Summit fra og med 2017 bliver afholdt hvert år.
Danish Fashion Institute kan i dag annoncere, at Copenhagen Fashion Summit fra og med 2017 bliver afholdt hvert år.

Copenhagen Fashion Summit har siden det første gang blev afholdt i 2009 under COP15 manifesteret sig, som det ledende event inden for bæredygtighed i den globale modebranche. I år vil begivenheden finde sted den 11. maj 2017 i DR’s Koncerthus i København, og fremadrettet vil topmødet blive en fast bestanddel i modekalenderen og blive afholdt årligt, i stedet for hvert andet år.

Tilbage i august præsenterede Danish Fashion Institute en ny strategi med fokus på at tage globalt lederskab på bæredygtighed og samfundsansvar i modebranchen. I dag løfter organisationen sløret for Global Fashion Agenda, et forum, der kontinuerligt skal være med til at sætte dagsordenen for den globale modeindustris arbejde med bæredygtighed, og som har Copenhagen Fashion Summit, som sit årlige flagsskibs-event.

Danish Fashion Institutes administrerende direktør og leder af Global Fashion Agenda, Eva Kruse, siger:

“Målet er at transformere mødet fra at være en god konference til at være et egentligt topmøde, hvor der bliver truffet beslutninger om at skabe forandringer. Topmødet skal levere mærkbare resultater, retningslinjer og konkrete løsninger, hvor branchen sætter ”hånden på kogepladen”. Den opgave kan vi ikke klare alene, så derfor samler vi en stærk gruppe af ledende virksomheder og organisationer, som partnere, til at hjælpe os med at strømline de mange gode initiativer og lægge en linje for branchen. Men topmødet er stadig først og fremmest en verdensklasse modebegivenhed, som derfor også har potentiale til at sætte bæredygtighed på agendaen i et mere mainstream segment.”

Til at realisere Global Fashion Agendas ambitiøse dagsorden, har Eva Kruse udvidet ledelsesteamet, så det nu består af chief content officer Jonas Eder-Hansen, chief operating officer Caroline Chalmer og chief learning officer Johan Arnø-Kryger.