Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Store bøder til modelbureauer

Fem af Englands største modelbureauer har sammen med deres brancheorganisation fået en samlet bøde på 1,5 mio. pund – det svarer til over 13 mio. danske kroner.
Fem af Englands største modelbureauer har sammen med deres brancheorganisation fået en samlet bøde på 1,5 mio. pund – det svarer til over 13 mio. danske kroner.

Det drejer sig om FM Models, Models 1, Premier, Storm og Viva samt The Association of Model Agents (AMA), og bøderne får de på grund af anklager for prisfastsættelse over en toårig periode.

Flere danske modeller er repræsenteret af de britiske agenturer, eksempelvis Nadja Bender og Josephine Skriver, ligesom en lang række af verdens bedst betalte modeller også er i stald hos de omtalte bureauer, så som Linda Evangelista, Jourdann Dunn, Cindy Crawford, Alessandra Ambrosio, Doutzen Kroes, Emily Ratajkowski, Natalia Vodianova og Stella Tennant.

Begrundelsen lyder blandt andet på, at bureauerne systematisk har udvekslet informationer og diskuteret priser i specifikke forhandlinger med udvalgte kunder – det drejer om alt fra magasinskydninger til reklamekampagner. Ligeledes skulle bureauerne have forsøgt at påvirke andre i branchen ved at udsende e-mails under emnet ’AMA Alerts’, der eftersigende skulle opfordre til at modstå lavere priser end dem, man bureauerne imellem, var blevet enige om. Det involverede dog ikke de modeller, der ligger i kategorien ’top-modeller’, og deres lønninger.

Det er den britiske instans, The Competition and Markets Authority, der har behandlet sagen og uddelt bøderne. De har fundet, at der er tale om regulær prisfastsættelse, hvilket de vurderer påvirker konkurrenceevnen på markedet negativt.

Tidligere i år har tilsvarende myndighedsinstanser i både Frankrig og Italien også uddelt bøder til modelbureauer. I Frankrig fik 37 bureauer tilsammen en bøde på 2,4 mio. euro, og i Italien var det ni bureauer, der til sammen fik en bøde på 4,5 mio. euro.

Fire ud af de frem britiske bureauer benægter, at anklagerne har noget på sig, og appellerer alle sagen. FM Models har som de eneste endnu ikke udtalt sig offentlig.