Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Snart kan man DNA-teste sin T-shirt

Amerikanske forskere arbejder på, at man i fremtiden kan spore bomulds oprindelse via dets DNA, selv efter tøjet er produceret.
Amerikanske forskere arbejder på, at man i fremtiden kan spore bomulds oprindelse via dets DNA, selv efter tøjet er produceret.

Den amerikanske virksomhed, DNA Science Inc., forsker på nuværende tidspunkt i, hvordan det fysisk og praktisk vil kunne lade sig gøre at spore bomuld, selv efter det er blevet forarbejdet. De har arbejdet med bomuldsindustrien i ni år, så det er ikke langt ude i fremtiden, spår de.

Deres arbejde udspringer sig af en bekymring for bomuldsindustrien, der globalt beskæftiger over 250 millioner mennesker, og som i visse lande bruger børnearbejdere til blandt andet bomuldshøst og -produktion.

Bomuld har en af de mest komplekse værdikæder, især fordi industrien har vokset og spredt sig til over 100 lande. Derudover gennemgår det så mange faser i transformationen, før bomulden ender som billigt fast fashion, der stort set er til engangsbrug, påpeger James Hayward, der er administrerende direktør DNA Science Inc, over for The Fashion Law.

I løbet af den lange proces kan der ske fejlmærkning, og bomulden kan få tilføjet substitutionsfibre – som retailers og regeringer i stigende grad er bevidste om. Problemet opstår, når disse ekstra fibre stammer fra lande, der ansætter mennesker under slaverlignende forhold til at indsamle bomulden.

Mange muligheder for snyd
”Hvert land udfører ofte kun en enkelt funktion i transformationen af bobuldsfibre til et det færdige produkt, og undervejs er der mange muligheder for at snyde,” siger James Hayward og fortsætter:

”Vores primære formål er at rense bomuldens værdikæde, og med det mener jeg, at eliminere en hver omdirigering, fejlmærkning og forfalskning, der kan finde sted i løbet af processen.”

Han mener, at den ideelle måde at fastslå den sande identitet for en naturlig råvare som bomuld er ved at bruge det DNA, som råvaren naturligt har, eller ved at påføre råvaren et konstrueret DNA. Bomuld vil med hjælp fra denne DNA-teknik kunne spores tilbage til dets oprindelsesland, og derved fastslå hvor det kom fra før dets rensningsproces.

Det giver retailere og virksomhedsejere mulighed for at undersøge deres værdikæde ekstra grundigt – især i en tid, hvor virksomheder oplever et massivt pres fra regeringer for at sikre, at værdikæden er ren.

Forbrugerne vil blive forfærdede
Over 264 brands har underskrevet en global forpligtelse igangsat af Responsible Sourcing Network (RSN), drevet af den californiske velgørenhedsorganisation, ”As You Sow”, om ikke at anvende bomuld fra Usbekistan, indtil regeringen stopper brugen af tvungen børne- og voksenarbejde.

”Jeg tror, mange forbrugere vil blive forfærdede over tanken om, at det tøj de har på, kan være produktet af menneskehandel. Vi forventer, at i det kommende år eller to vil blive muligt at skelne de globale sorter af bomuld baseret på deres oprindelsesland,” siger han afslutningsvist.