Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Affald er en uudnyttet ressource

En taske lavet af ananasblade? Det er muligt, ligesom andet affald kan omdannes til tekstiler, fortæller grundlægger af Closed Loop, Suzi Christoffersen.
En taske lavet af ananasblade? Det er muligt, ligesom andet affald kan omdannes til tekstiler, fortæller grundlægger af Closed Loop, Suzi Christoffersen.

At se affald som en uudnyttet ressource er en trend, der har bredt sig til tekstilindustrien. Især hos de store tøjvirksomheder kigger man på, hvordan man kan bruge uudnyttede ressourcer som affald i sin produktion. Den helt store gevinst herved er, at man bruger færre ressourcer og dermed minimerer sine fodaftryk på miljøet, fortæller konsulent Suzi Christoffersen, der også er daglig leder af The Fabric Source – Danish Fashion Institutes bæredygtige materialebibliotek.

Det er især biprodukter fra landbruget og fødevarer, der er anvendelige, da disse ressourcer rummer de byggesten, som vi nemt kan omdanne til tekstiler, forklarer Suzi Christoffersen.

”Fiskeskind, mælkefibre og hampen kan alle tre bruges til produktion i dag. Italien er islandske Atlantic Leathers største eksportmarked, og deres fiskeskind, som er biprodukter fra fiskeindustrien, bruges til sko, tasker og bælter. Mælkefiberen bruges af få, men den er der. Den stammer fra restmælk fra industrien, og med det kan man lave et meget blødt og fint materiale. Hampen er ikke affald som sådan, men alt fra hampen kan bruges på tværs af industrier – som dyrefoder, i medicinindustrien og i denimkollektioner, som for eksempel Nudie Jeans gør.”

Suzi Christoffersen nævner ligeledes tre materialer, som endnu ikke er kommercielt tilgængelige – kaffegrums, ananasblade og biprodukter fra citrusfrugter.

”Kaffegrums og ananasblade er to biprodukter, som vinder frem. Bladene kan omdannes til et groft materiale, der minder om læder. En af vinderideerne til sidste års H&M Global Change Award var tøj lavet af biprodukter fra citrusindustrien, som efterlader 700 ton biprodukt om året. Og hvorfor ikke bruge det til lækre silkelignende tekstiler?” spørger konsulenten.

Hvis man kan tænke affald som en uudnyttet ressource ind i et lukket system og ud i alle led af virksomheden minimerer man ikke blot sin indvirkning på miljøet. Der er også en økonomisk gevinst i sigte, fortæller Suzi Christoffersen. Hvis man eksempelvis anvender materialer, hvor en vis procentdel er genbrug, er det oftest billigere – og den langsigtede effekt heraf vil kunne ses på bundlinjen.

Affald kan, med andre ord, både være nøglen til at spare penge og ressourcer. Men hvorfor er vi så ikke kommet længere, kan man spørge. Så snart nye ideer ser dagens lys, starter det i det små og skal skaleres op, og det er er en udfordring – også i tekstilindustrien, forklarer Suzi Christoffersen.

”Når man går fra en nicheproduktion til flere tusinde metervarer, skal man overtale en fabrik eller få en investor med på ideen. For den teknologiske udvikling og forskning, der ligger forud, tager tid og er en økonomisk udfordring,” slutter hun.