Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

”Sjovt nok ringede Dior ikke den dag, jeg blev færdig”

PROFIL: Ellen Pedersen om DANSK Design Talent – Magasin Prisen og hvordan hendes utålmodighed resulterede i, at hun blev selvstændig.
PROFIL: Ellen Pedersen om DANSK Design Talent – Magasin Prisen og hvordan hendes utålmodighed resulterede i, at hun blev selvstændig.

Da Ellen Pedersen var yngre kreerede hun gallakjoler med corsager og store skrud. Det kom derfor som en overraskelse for mange, at hun skiftede hold, så at sige. Det skete efter, at hun på TEKO havde et semester dedikeret til herretøj. Her gæsteunderviste blandt andet Astrid Andersen og Ike Rust, der dengang var tilknyttet Royal College of Art.

”Jeg fandt ud af, at jeg faktisk var ret god til herretøj. Hele det tekniske aspekt tiltaler mig og kræver, at man sætte sig ind i håndværket. Med dametøj kan man slippe af sted med at lave en hel kollektion af kjoler eller bukser uden lommer. Med herretøj kan du ikke bare lade være med at lave en gylp – der er ligesom et sæt regler man skal overholde.”

Hun er nu udtaget til at deltage i DANSK Design Talent – Magasin Prisen, som én af de fire opkommende designere, der er med i konkurrencen om 500.000 kr. og et show under vintermodeugen. Ellen Pedersen skal lave tøj til drengene fra Citybois med Samsøe & Samsøe-designer, Gitte Wetters, kyndige mentorøjne på sidelinjen.

”Det er super givende at kunne sparre med Gitte. Udover, at hun har et meget skarpt blik for design, så har hun også selv tidligere været selvstændig, så hun har været konstruktiv med do’s and don’ts på begge fronter.”

Og selvom Citybois ved første øjekast ikke syntes som Ellen Pedersens målgruppe, så er hun meget begejstret for sine muser.

”Fordi de også stadig er ved at etablere deres navn, kan jeg være med til at forme det visuelle udtryk med mit tøj, og måske også nå ud til et andet klientel, end jeg ellers ville. Og de er super søde og engageret i projektet,” siger hun om de fem sæt tøj, hun har arbejdet på siden modeugen sluttede, og påpeger, at udover hun selvfølgelig går efter at vinde konkurrencen, så er den også et godt springbræt ind på det danske marked.

Ude godt, men hjemme bedst
For da Ellen Pedersen besluttede sig for at dedikere sig 100% til herretøj, endte hun at følge i sporene på begge de undervisere, som havde sat hende ideen i hovedet. Efter at have færdiggjort sin bachelor fra TEKO kom hun ind på Royal College of Art i London, og kunne lære endnu mere af Ike Rust, ligesom hun landede en praktikplads hos Astrid Andersen.

”I London er der større tradition for at forstå modedesign og kultur. Herhjemme er industrien mere flad – bare sådan noget som at finde en ordentlig stofbutik, er svært. I hele Danmark bor der fem millioner mennesker, i London bor der 10 millioner. Så det er klart, at målgruppen af mænd, der skal købe mit tøj, er væsentlig mindre,” påpeger hun og fortæller endvidere, hvorfor hun alligevel hellere vil sætte virksomhed op i København:

”Levestandarden er meget højere herhjemme og et studio midt i København er til at betale. London er i høj grad blevet de riges by.”

Egentlig troede Ellen Pedersen, at hun skulle ud og arbejde, så snart hun var færdig på Royal College of Art. At omsætte alt hendes viden og håndværk til praktisk erfaring hos et etableret brand, inden hun, måske en dag, ville overveje at blive selvstændig designer.

”Jeg var SÅ klar til at komme i gang. På Royal College of Art bliver man pacet til at ville være den bedste og til at tro, at man er en gave til branchen. Sjovt nok ringede Dior ikke den dag, jeg blev færdig,” griner Ellen Pedersen.

Tålmodighed er en dyd
Da hun ikke fik det job hos Hugo Boss, hun havde gået til samtale på og havde været et smut i Japan hos Uniqlo i betalt praktik, tog Ellen Pedersens utålmodighed over. Hun traf beslutningen om at starte sit eget brand – ikke noget hun i dag vil råde nyuddannede til.

”Når jeg ser tilbage, skulle jeg have været meget mere opsøgende – så havde det nok ikke været umuligt at få et job. Men på den anden side har jeg efterfølgende tænkt, at det jo er nu, jeg har tid til at arbejde hårdt. På mine egne præmisser. Sidder man eksempelvis hos McQueen, står man til rådighed 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Med mit eget styrer jeg alting selv.”

Og det gør hun i den grad. Ellen Pedersen syr stadig alt sit tøj selv. Ligesom hun agerer sælger, indkøber og bogholder. Og arbejder deltid på et kontor, for at få de økonomiske ender til at mødes.

”Sælgerdelen er klart der, hvor jeg er mest udfordret. Jeg er jo jyde, så jeg kommer aldrig til at have de største armbevægelser og sige til folk, at jeg laver det mest fantastiske herretøj, de nogensinde kommer til at se,” indrømmer hun.

Det var da også første gang i august, at Ellen Pedersen var på messe herhjemme med det primære fokus at sælge. Og selvom det ikke er hendes spidskompetence, så har Harvey Nichols i Hongkong lagt en ordre. Tilsammen med DANSK Design Talent – Magasin Prisen, er det små, men vigtige skridt på vejen til at slå hendes brandnavn fast.

”Når man er nystartet selvstændig, vil man gerne have, at der skal ske noget. Man skal kunne mærke, at man rykker sig. Selvom jeg kun laver to kollektioner, så rammer jeg en mur hvert år, omkring modeugesæsonen. Jeg tænker: ’Det kan os’ være lige meget, og det bliver heller ikke til noget, det her.’ Det griner min familie meget af. De synes, jeg er lidt dramatisk,” smiler hun.