Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

”Det koster at ville være iblandt de bedste”

Hvilken indflydelse har Cover haft på dansk mode – fire branchefolk fortæller.
Hvilken indflydelse har Cover haft på dansk mode – fire branchefolk fortæller.

I de 12 år, der er gået, har Cover turdet hvor andre tier, og især været dygtige til at spotte talentmassen i den danske modebranche, lyder det flere af dem, som har fulgt magasinet i årenes løb.

DRK-vært og tilrettelægger Chris Pedersen, der også selv var en del af Cover-holdet fra 2010-2014, fortæller:

”Cover har i den grad været med til at løfte moden op i en kulturel sfære og har igennem årene været med til at placere dansk æstetik i en international sammenhæng. Fra første nummer med Naomi Campbell til interviews med alt fra Sofia Coppola, Grace Jones, Kylie Minogue, Rachel Feinstein, Leigh Lezark og Julian Schnabel. Internationale navne inden for kunst, musik, film og design, som ellers ikke har været tilgængelige for danske journalister. Cover var et af de første danske modemagasiner, der for alvor satte fokus på ung dansk lyrik, og jeg synes i det hele taget, at Cover har været dygtig til at sætte fokus på nye talenter, frem for ældre etablerede navne. Når det altså ikke har været ikoner som Suzanne Brøgger eller Anne Wivel,” siger han og fortsætter:

”Redaktionen har sat en ære i at være en kulturel frontløber, også selvom det ikke var det mest fornuftige rent kommercielt. Men det koster at ville være iblandt de bedste, og jeg er vildt stolt af de år, hvor jeg selv var med til at sætte tonen for Cover og hedengangne Cover Man.”

Også modeugens direktør, Anne Christine Persson, er ked af at se magasinet lukke.

”Cover satte fra første udgivelse barren højt, både indholdsmæssigt og visuelt. Det har markeret sig som et af Nordens bedste modemagasiner og havde internationalt format, fordi de var dygtige til at finde de gode historier og de interessante vinkler. De var med til at højne niveauet i medielandskabet. Jeg vil bestemt savne magasinet,” lyder det fra hende.

Ifølge moderedaktør på Børsen, Rikke Agnete Dam, så mister modebranchen en frontløber, når det kommer til at sætte fokus på opkommende designere.

”Cover har været eminente til at spotte nye danske designtalenter før alle andre og i den grad hype dem. Så især for nye talenter i den danske modebranche kan det få betydning, at Cover snart ikke længere eksisterer som månedligt modemagasin. Selvom Cover helt sikkert er blevet mere bredt og kommercielt med tiden – fordi de ligesom alle andre gerne har villet sælge magasiner – har magasinet i det hele taget været rigtig god til at vise dansk mode på måder, man ikke lige havde set komme. Og magasinet har ikke leflet for laveste fællesnævner, men har formået at holde fast i noget, der er svært at kalde andet end: God smag.”

Country Manager for Spalt PR, Lou Thatt, bifalder især magasinets redaktionelle indhold og vinkling af mode – så vel som kulturstof.

”Cover har altid været toneangivende og turde udfordre deres læsere med skæve og nye vinkler inden for mode, kunst og kultur, og det har været rigtigt vigtigt for branchen. På en måde har Cover altid været den kompromisløse spiller, der alligevel rummer alt fra det etablerede til at udforske det ukendte, men altid pakket ind i Covers grafisk, genkendelige univers. Magasinet har på mange måder været en frontløber. At ændre formatet til at udkomme to gange årligt er vel på en måde naturligt og et udtryk for, at det er tid til fordybelse, og på et personligt plan glæder jeg mig meget til at følge med fremover,” slutter hun.