Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Dansk modemagasin lukker

Efter 12 år på hylderne drejer Cover nøglen om. Læs hvad Malene Malling siger om beslutningen.
Efter 12 år på hylderne drejer Cover nøglen om. Læs hvad Malene Malling siger om beslutningen.

På Covers hjemmeside kan man her til morgen læse, at magasinet ikke længere vil udkomme, når vi skriver 2017 – i hvert fald ikke i sin nuværende form. Her er hvad forlægger Malene Malling skriver på Cover.dk.

For 12 år siden lancerede jeg Cover, og i de år der er gået, har vi lavet det modemagasin, som har sat barren højest. Vi har holdt events, prisuddelinger, lavet t-shirt-kollektioner og bøger, og vi har peget på de talenter, som med tiden er blevet til stjerner. Cover har været en platform for det spirende i dansk mode- såvel som i kulturlivet generelt, og det er jeg utrolig stolt af.

Men mediebilledet har ændret sig, og vi bruger for meget tid og energi på en medieform, der er ved at miste sin relevans. Derfor vil vi fremover kanalisere vores kræfter i et halvårligt internationalt magasin med et om muligt endnu højere ambitionsniveau og med tid til fordybelse og næring til den æstetiske sjæl.

Jeg ser frem til at have mere tid til de projekter og kunder, jeg har i Malling Publications. Vi har fra begyndelsen sideløbende med magasinet arbejdet med nogle af landets stærkeste og mest interessante kunder. Vi har trykt i millioner af magasiner på alt fra kinesisk til svensk, skudt reklamekampagner og lavet virale film.

Vi ser frem til at sende det sidste Cover i sin nuværende form på gaden i december for straks at gå i gang med et nyt kapitel i Malling Publications og Covers historie i det nye år.

Til Børsen.dk siger Malene Malling blandt andet, at månedsmagasinerne kæmper for at forblive relevante:

“Og jeg har ikke tænkt mig at blive irrelevant,” udtaler hun til Børsen.dk.

Efter faldende læsertal og en årrække med et tocifret millionunderskud, har Malling Publications altså taget beslutningen om at lukke Cover ved udgangen af året.