Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne, Udland

”Der skal et virkelig godt tilbud til at lokke mig hjem”

OUT OF DK: Udover savnet af lakridspiber, er designer Louise Sigvardt godt tilfreds med tilværelsen hos Everlane i New York.
OUT OF DK: Udover savnet af lakridspiber, er designer Louise Sigvardt godt tilfreds med tilværelsen hos Everlane i New York.

I 2011 dimitterede Louise Sigvardt fra Designskolen Kolding som Fashion Designer. De efterfølgende år brugte Louise i København, hvor hun arbejdede for Femmes Regionales inden turen gik til designerjobs hos henholdsvis Bruuns Bazaar og Samsøe Samsøe, og freelanceprojekter for House of Amber, Kvadrat, Belsac og Place de Bleu.

”På mit første job hos Femmes Regionales fik jeg en masse viden om alle de aspekter, der ligger ’bagom’ modebranchen – at opbygge universer og fortælle historier med udgangspunkt i mode, hvilket har været en sund indgangsvinkel til at designe tøj. Det var fra Femmes Regionales, at jeg blev headhuntet af Rebekka Bay til Bruuns Bazaar, og siden har jeg udelukkende arbejdet som designer.”

Rebekka Bay har spillet en vigtig rolle i Louise Sigvardts karriere, og var stærkt medvirkende til, at Louise i dag har New York som bopæl og arbejdsplads. Til spørgsmålet om, hvordan Louise fik jobbet hos Everlane i New York, forklarer hun:

”Da Rebekka startede sit USA eventyr (for først GAP og senere Everlane, red.), holdt vi kontakten. Vi havde bl.a. tradition for at mødes på Ebeltoft Gårdbryggeri hver sommer. Og da hun startede hos Everlane og fortalte mig om deres filosofi, var der en masse ting, der faldt på plads for mig i forhold til nogle af de aspekter af modebranchen, jeg gik og savnede.”

Hvad har gjort størst indtryk på dig i dit daglige arbejde?
”Der er mange nye paradigmer i modebranchen, og mange firmaer i USA er gode til at turde gribe selve forretningen an på en ny måde. De er ikke bange for noget, og generelt er der større ambitioner. Her er målet ikke er at fungere i en enkelt stat eller nationalt, men snarere at overtage hele verden. Det er meget inspirerende, og jeg tror, at det er en indstilling, der smitter af på de ansatte.

Everlane har en demokratisk tilgang til alle aspekter af firmaet, så man har ikke en titel som sådan. Jeg er designer med ansvaret for sko, accessories og mindre læderprodukter. Jeg tager mig primært af dame-linjen, men jeg bevæger mig også nogle gange over i herreafdelingen. I store træk minder arbejdsgangen meget om Danmark i forhold til opgaver, ansvar, hierarki og arbejdsmoral. En væsentlig forskel ved at arbejde i USA er først og fremmest skalaen og tempoet. Markedet er en del større, og måden at arbejde med trends på er meget anderledes end i Danmark og Europa, hvor levetiden er kortere. USA er så stor og har så mange forskelle, at trends man troede for længst var ovre, stadig kan være meget vigtige.”

Hvad er det ved Everlanes filosofi, der tiltrækker dig?
”Everlane har med succes etableret sig som et fashion brand, der udelukkende eksisterer på nettet. Hele den traditionelle retail-del er taget ud. Det betyder, at kunder kan købe produkter til ca. det halve af, hvad det normalt ville koste i butikken. Det betyder igen, at vi som designere har en del mere frihed til at bruge bedre materialer, og få produceret steder, hvor de ansatte på fabrikkerne får den løn, de har krav på og og arbejder under gode forhold. Det giver helt klart en god fornemmelse i maven.

At jobbet samtidig giver mig muligheden for at udleve drømmen om at bo og arbejde i New York, gør heller ikke noget.”

Hvad giver det dig at arbejde i New York?
”En ting, der er radikalt anderledes ved at flytte til udlandet er, at man bliver rykket helt ud af sin comfort zone. Man kommer ud af de vante rammer og ens referencepunkter bliver vendt på hovedet. Derfor bliver man tvunget til at tænke på en anden måde, og det gør igen, at de resultater man skaber på arbejdet bliver anderledes – og i min situation bedre, synes jeg.

Klichéen om, at New York ’summer af energi’, er der helt klart noget om. Det er svært at sætte en finger på, men man får bare flere indtryk og alt er inden for rækkevidde. Det kan godt være begrænsende at skulle hive inspiration ud af en ’lille’ by som København.”

Er der noget du savner ved at arbejde herhjemme?
”Ud over de åbenlyse ting som lakridspiber og de gamle kollegaer, så kan jeg savne de dage, hvor jeg havde mindre ansvar. Men det er selvsamme ansvar og den personlige udvikling, der gør, at det er det hele værd. Og indtil videre har hele drømmen om USA og at arbejde herovre levet fuldt op til forventningerne og forsætter kun med at vokse – jeg kan se flere muligheder og er langt fra mæt. På et tidspunkt kan jeg ikke udelukke, at jeg kunne tænke mig at tage tilbage, men der skal et mere end almindeligt godt tilbud til at lokke.”

Fashion Forum vil igennem det næste stykke tid have fokus på danskere, der arbejder i forskellige dele af modebranchen i udlandet, og som vil dele deres erfaringer og viden.

Flere Out of DK artikler:

Frederik Thrane: “Kom ud og se hvordan andre kulturer arbejder”