Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Soulland: Vi tror på demokratisering af mode

Fredag aften indtog Soulland Milanos gader på uhøjtidelig vis – et budskab fra det danske brand om, at mode ikke skal forbeholdes de få, fortæller Silas Adler.
Fredag aften indtog Soulland Milanos gader på uhøjtidelig vis – et budskab fra det danske brand om, at mode ikke skal forbeholdes de få, fortæller Silas Adler.

En stille sidegade til Navigli-kvarterets Grande-kanal blev fredag aften lukket ned. Her ligger de to konceptbutikker Antonioli og Inner, som agerede Sollands italienske partnere i anledning af Milanos herremodeuge. Klokken 18 kom en række af 15 modeller – 14 herre og en enkelt dame – gående ned af vejen, hvorefter de stillede sig op, side om side. Soulland præsenterede en blanding af SS17, AW17 og collab pieces for italiensk TV, adskillige street style fotografer, Milanos modefolk, indkøbere og danske venner og presse.

Milano var ny showdestination for Soulland, og derfor var det også oplagt at gøre noget helt andet end tidligere, fortæller medejer og designer, Silas Adler:

”Det var meget mere interimistisk end vi er vant til – vi lavede alt prep i en lille lejlighed uden lys, og vi var et meget lille team. Men dem der var med, var meget fokuserede. Vi arbejdede sammen med Julian Ganio på styling for første gang – han er moderedaktør på Fantastic Man og formede kollektionen på en ny måde, som føltes meget forfriskende. Vi arbejdede også med Leonn Ward på casting, og hun er god til at street-caste og finde kids som passer godt ind i vores univers.”

Og det handlede også om at sende et budskab om, at mode ikke behøver foregå på en catwalk bag lukkede døre for et begrænset udvalg af mennesker.

”Jeg synes, det gik rigtig godt og vores præsentation er ikke et format, man normalt ser i Milano. Men det tiltrak de rigtige mennesker, og sendte et signal om, hvordan vi ser måden at formidle tøj på i fremtiden. Udover det, tror jeg meget på demokratisering af mode. At man gør det til et mere fladt hierarki, og at man åbner op for, at en ny generation kan komme til. Pressen og indkøbere er ikke den eneste magtfaktor længere,” pointerer Silas Adler.