Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Job, Navne

Detailfolk.dk-stifter overtager sjællandske butikker

Dennis Clausager stiftede i 2012 Detailfolk.dk, en onlineportal der skriver branchenyheder. Nu skal han selv tilbage bag butiksdisken.
Dennis Clausager stiftede i 2012 Detailfolk.dk, en onlineportal der skriver branchenyheder. Nu skal han selv tilbage bag butiksdisken.

Dennis Clausager har tidligere arbejdet som kædechef for Telia, inden han i 2006 blev selvstændig marketingskonsulent. Og for fire år siden grundlagde han Detailfolk.dk, der skriver nyheder på tværs af de forskellige brancher i detailhandlen, herunder også om design og mode. Nu skal han selv til at stå i tøjbutik, efter at have overtaget det over 100 år gamle familieforetagende fra Næstved, Johs. Clausen-butikkerne, der i de seneste 24 år blevet drevet af 3. generation, og barnebarn af stifteren Johannes Clausen, direktør Jørgen Hoff-Clausen.

”Jeg savnede at have fingrene i mulden og hele detailpaletten med kunder, ansatte, indkøb og annoncering. Jeg overtager butikker drevet på et godt fundament, men har også masser af spændende ideer til, hvordan de kan udvikle sig,” siger Dennis Clausager til Fashion Forum.

Som stifter og ejer vil han fortsat forblive tilknyttet Detailfolk.dk, og adspurgt om man godt kan forholde sig objektivt til en branche, man har investeret økonomisk i, svarer Dennis Clausager:

”Jeg ser ikke en interessekonflikt, da jeg ikke sidder med i det daglige redaktionsarbejde, og journalisterne beslutter entydigt selv, hvad de vælger at skrive om. Sådan vil det blive ved med at være, så det er jeg ikke bekymret for.”

Ejerskiftet træder i værk per 1. april 2016.