Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

MUNTHE får nye naboer

Efter 11 år under samme tag, er MUNTHE nu klar til at indtage en ny butiksfacade.
Efter 11 år under samme tag, er MUNTHE nu klar til at indtage en ny butiksfacade.

Siden 2005 har MUNTHE haft hjemme i den store toetagers butik i Grønnegade – en butik der blandt andet har lagt rum til magiske modefester og fantastiske shows. Men den 18. marts åbner det velkendte danske mærke dørene op for nye, skræddersyede lokaler i Store Regnegade 2, København K, og får nye naboer som Ganni og Holly Golightly.

”Efter mange gode år i min gamle butik, har jeg valgt at flytte rundt om hjørnet til en ny butik, hvor jeg endnu bedre kan vise den nye profil, som MUNTHE står for. Her kan jeg kræse om detaljen og arbejde med både indretningen af selve butikken samt det udendørs rum,” forklarer kreativ direktør, Naja Munthe.

Med butiksflytningen medfølger en markering af MUNTHEs udvikling, som siden navneskiftet har haft fokus på et strammere og mere enkelt design i de fire årlige kollektioner, hvor kontraster, detaljer og ikke mindst kvalitet er i højsædet.

De nye rammer i butikken inviterer kunder til at opleve brandets design og univers på tættere hånd i enestående omgivelser. Der er derfor fokus på unikke, kreative og æstetiske tiltag, når det gælder indretning og det visuelle udtryk i den nye Københavnerbutik.

”Jeg er blevet inspireret af mine rejser til New York, Paris og London, hvor man kan se en kæmpe mangfoldighed i butikkerne og hvor man ofte tør lidt mere end andre steder,” fortæller Naja Munthe, og uddyber at besøgende kan glæde sig til en indretningen med fokus på de mindste detaljer, hvilket blandt andet er prøverum beklædt med mosaikspejle, en dekorativ og smuk plantevæg der fanger øjet når man træder ind i butikken, samt roterende giner i kreative vinduesudstillinger.

MUNTHE har egne butikker i København og Århus, og sælges lige nu via flere end 100 multibrandbutikker i 15 lande.

LÆS OGSÅ: ”MUNTHE satser internationalt”