Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Danskerne har mest tiltro til egne webshops

Mere end fire ud af fem danskere føler sig trygge ved at købe varer hos danske onlineforhandlere. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Eniro.
Mere end fire ud af fem danskere føler sig trygge ved at købe varer hos danske onlineforhandlere. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Eniro.

Med få klik kan de danske forbrugere shoppe løs på nettet med alt lige fra tøj og dagligvarer til rejser og oplevelser direkte fra stuerne. Dog er det ikke uden betydning for danskerne, hvor de onlinekøb foregår.

82% af danskerne føler sig generelt trygge ved at handle i danske internetbutikker, hvor blot 37% generelt føler sig trygge ved at handle fra udenlandske. Det viser en undersøgelse af danskernes produktsøgning og produktkøb, som Eniro Danmark har foretaget for fjerde år i træk.

Tilliden til danske netbutikker stiger
Tilliden til de danske onlineforhandlere er vigtig, mener Kristoffer Apollo, der er kommunikationschef i Eniro Danmark.

”Danskernes tiltro til de danske netbutikker er steget med syv procentpoint siden 2014, og denne positive udvikling er vigtig for Danmark. Tiltroen til de danske internetbutikker er nemlig et væsentligt konkurrenceparameter, når det danske erhvervsliv skal kæmpe mod udenlandske giganter som for eksempel Amazon eller Asos. Her viser vores undersøgelse, at den store tillid, danskerne har til deres lokale erhvervsdrivende, i stigende grad også bliver båret med over på nettet,” fortæller han.

Næsten hver anden dansker angiver, at de er nervøse for, om varen kan sendes retur, hvis de er utilfredse med den, når de shopper hos udenlandske onlineforhandlere. Derudover er 42% bange for, om tredjeparter kan finde og misbruge deres personlige oplysninger eller bankoplysninger og 41% bekymrer sig om, om de overhovedet modtager de varer, de bestiller

FDIH: Danske internetbutikker skal sikre god service
Niels Ralund, der er administrerende direktør i Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) udtaler:

”Danske butikker skal fortsætte med at levere en super kundebetjening. Kunderne skal nemlig føle, at de får en særlig service, når de handler dansk. Samtidig skal Danmark prioritere digitale uddannelser, så vi får uddannet digitale købmænd i verdensklasse. Det sikrer internetbutikkerne adgang til kvalificeret og passioneret arbejdskraft, som kan skabe yderligere vækst og indtjening til danske internetbutikker,” siger han.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel på vegne af Eniro Danmark og er udført i perioden fra den 24. september til den 8. oktober 2015. I alt 2.049 personer har deltaget.