Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Messeupdate: Ligesom i gamle dage

Det summer af forventninger på Revolver og CIFF. De sidste tags bliver sat i tøjet, mødebøgerne ligger fremme, og steamerne står og damper i hjørnet.
Det summer af forventninger på Revolver og CIFF. De sidste tags bliver sat i tøjet, mødebøgerne ligger fremme, og steamerne står og damper i hjørnet.

Flere danske mærker har taget den gode stemning med sig hjem fra de udenlandske messer – det er gået godt og forventningen til hjemmebanen er den samme. Humøret er højt og folk er ivrige for at komme i gang .

Morgenen skudt i gang hos Revolver

For de udstillere der ikke står i Øksnehallen, har Revolver ladet sig inspirere af Ikea, for at skabe de bedst mulige rammer i de tilstødende haller. De besøgende skal blot følge strømmen, så bliver de ledt igennem gangene, der snor sig fra hal til hal. Og det ser ud til at virke. Der er masser af mennesker på gangene og snakken går.

Hos Wood Wood er der fuld hus på personalet – agenter, sælgere og PR – de kommer direkte fra Berlin og Paris, og er stærkt repræsenteret.

Vald Agency står samlet med flere af deres brands; Henrik Vibskov, Asger Juul Larsen, Vibe Harsløf, og flere af deres udenlandske kunder, her i blandt amerikanske Building Blocks.

Mange af brandejerne står selv på standene – Bjørn Bruun fra Bruns Bazaar, Henrik Vibskov, Mads Nørgaard, Jacob Kampp Berliner fra Soulland – alle er der for at se om tingene spiller. Også DM&T har fundet vej til begge messer i år, og inviterer sine medlemmer til at komme forbi til en snak, hvis der er noget de vil vende.

God eftermiddag på CIFF

I Bella Centeret er der også gode miner over hele linjen. Folk defilerer i strømme ned af de lange gange, der bliver snakket og givet hånd henover borde.

Armoire Officielle har haft besøg af de rigtige mennesker og status er, at det ser bedre ud end sidste sæson, fortæller ejer, Kjetil Aas. Torben Olsen fra Rosemunde er begejstret og beskriver stemningen som i ’gamle dage’ – en bemærkning vi bliver præsenteret for mere end en gang under besøget. Der er god opbakning fra eksisterende kunder og masser af møder med potentielle kunder – både danske og udenlandske. Generelt forlyder det, at morgenen startede ud med lynets hast, og at der er kommet lidt mere ro på henover eftermiddagen – men takterne er gode, og de folk, vi har talt med, har travlt.

Denim Futures Talk har samtlige 150 sæder fyldt op, og alles øjne er rettet mod panelet hvor denimguru Francois Girbaud har ordet. Han er tilbage i morgen samme tid – kl. 15.00 – og samme sted – i Future Classics-området.