Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Smykkeunivers introducerer herresmykker

I tråd med Copenhagen Fashion Weeks øgede fokus på herremode, har The Jewellery Room valgt også at introducere herresmykker.
I tråd med Copenhagen Fashion Weeks øgede fokus på herremode, har The Jewellery Room valgt også at introducere herresmykker.

Fredag den 5. februar kl. 10.00 slår The Jewellery Room i samarbejde med Danish Fashion Institute dørene op til den sjette udgave af modeugens smykke showroom. Det sker i Nikolaj Kunsthal, hvor i alt 24 smykkemærker udstiller.

Fashion Forum har talt med Pernille Møbjerg Knudsen og Charlotte Møbjerg Ansel-Henry, der i 2013 lancerede den første udgave af The Jewellery Room og sidenhen har etableret den som digital smykkeplatform på www.thejewelleryroom.dk

Øget interesse fra Norge og Sverige

”The Jewellery Room har egentlig været en succes fra start af, men siden Kronprinsesse Mary aflagde officielt besøg ved vintermodeugen sidste år, er det som om, det for alvor er eksploderet,” fortæller Pernille Møbjerg Knudsen.

The Jewellery Room har over det seneste år oplevet en markant interesse fra både pressen og indkøberne, men også fra smykkemærker, der gerne vil være have en stand i showroomet.

”Det er stadig vigtigt for os, at The Jewellery Room er et eksklusivt og nøje kurateret univers, som vi mener, repræsenterer det bedste af skandinavisk smykkedesign lige her og nu. Men på grund af en stigende efterspørgsel fra særligt vores norske og svenske naboer, har vi valgt at tage lidt flere med ombord denne gang,” fortæller Charlotte Møbjerg Ansel-Henry.

Side om side med toneangivende danske mærker som Georg Jensen, Maria Black, Ole Lynggaard Copenhagen, Marlene Juhl Jørgensen og Orit Elhanati, kan man altså finde norske Bjørg Jewellery samt svenske Sophie by Sophie, Charlotte Bonde Jewelry, Mumbai Stockholm og Patrick Hansson Jewellery.

Herresmykker er med for første gang

Selvom smykker oftest bliver forbundet med kvinder, skal man bestemt ikke kimse af herresegmentet, understreger Pernille Møbjerg Knudsen.

”Salget af herresmykker har over det seneste årti været støt stigende, så i takt med at Copenhagen Fashion Week har valgt at øge fokus på herresegmentet og nu flyver mere herrepresse til byen, synes vi, det giver rigtig god mening også at give plads til herresmykkerne.”

Hvis man driver herrebutik eller skriver om herremode, kan man altså med god grund slå et smut forbi The Jewellery Room og besøge både Shamballa Jewels og Vibe Harsløf. Begge mærker udstiller nemlig, foruden deres damesmykker, også en del af deres herrekollektioner. 

Bonusinfo

I efteråret 2015 blev The Jewellery Room lanceret som digitalt univers, der servicerer pressen og indkøberne hele året rundt. Man kan således allerede nu og også efter modeugen, finde information og billeder fra samtlige udstillere.

The Jewellery Room finder sted fredag den 5. februar i Nikolaj Kunsthal fra kl. 10.00 –16.00.

Du kan se den samlede udstillerliste her.