Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne, Økonomi

Birger Christensen: Hermès holder aldrig udsalg

Når man forhandler luksusmærker, er der klare aftaler om, hvad der kommer på udsalg og hvornår. Det fortæller CEO Jens Birger Christensen.
Når man forhandler luksusmærker, er der klare aftaler om, hvad der kommer på udsalg og hvornår. Det fortæller CEO Jens Birger Christensen.

Det stiller store krav til eksklusivitet og loyalitet at forhandle produkter fra nogle af verdens allerstørste modehuse, sådan som detailbutikken Birger Christensen gør det. For CEO Jens Birger Christensen, der udover butikken af samme navn, også driver Lanvin og Hermès, handler udsalg om transparens overfor kunderne, og om at leve op til sine leverandøres krav. Derfor kommer man heller aldrig til at se et kontinuerligt udsalgsskilt i vinduet hos Birger Christensen-butikken på Strøget, fortæller han til Fashion Forum.

”Vi holder vores to årlige udsalg, sådan som det var i gamle dage, når sæsonen skifter. Og så kan vi, overfor de 20.000 medlemmer af Birger Christensens loyalitetsklub, eller ved særskilte tilbudsannonceringer, tilbyde udvalgte varer billigere. Men de brands, vi fører, har retningslinjer for, hvordan vi som detailbutik skal forholde os til at nedsætte prisen på deres produkter. Med Céline er det for eksempel okay at nedsætte priser på sko og tøj i udsalgsperioder, men aldrig tasker. Og det skal vi selvfølgelig rette os efter,” forklarer han og fortsætter med at fortælle, at sådan er det mere eller mindre med alle butikkens mærker – de har alle en udsalgspolitik, som skal efterkommes.

LÆS OGSÅ: “Henrik Spandet-Møller ny international direktør”

Intet fransk luksusudsalg

Det gælder dog ikke for det franske modehus Hermès’ butik, der ligger lidt længere nede af Østergade. ”Hermès holder aldrig udsalg. Det er en beslutning fra husets side, om at de ikke vil down-brande sig, og sådan er det bare,” forklarer han. Og luksusmærkernes særlige udsalgskrav har som sådan ikke konsekvenser for Jens Birger Christensens butikker, fordi det er måden hvorpå forretningerne altid har kørt, og det er i tråd med det signal, de gerne vil sende til deres kunder. Hvis der på nogen måde skal være tale om at sælge nedsatte varer udenfor sæsonudsalget, bliver det gjort ved arrangementer som kunderne specifikt er inviteret til.

”Vi er meget opmærksomme på at opretholde butikkens og mærkernes eksklusivitet. Derfor inviterer vi en gang imellem medlemmer af vores kundeklub til særarrangementer, hvor der vil være en slags rabat. Udover at være loyale over for leverandørerne, så handler det jo også om loyalitet overfor kunderne. Det er klart, at forbrugere vil stille spørgsmål, hvis et produkt eller brand har en vis værdi en dag, og dagen efter, pludselig en helt anden værdi,” siger han til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Apple lancerer ny Apple Watch Hermés kollektion”