Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Modeuge

Derfor giver show i London og messe i Firenze god mening

Modeskribent Susanne Madsen giver her sit bud på, hvorfor London er essentiel for PR, og hvorfor en messe som Pitti Uomo er der, man for alvor åbner ordrebogen.
Modeskribent Susanne Madsen giver her sit bud på, hvorfor London er essentiel for PR, og hvorfor en messe som Pitti Uomo er der, man for alvor åbner ordrebogen.

Modeskribent og writer-at-large hos Dazed & Confused, Susanne Madsen, har i mange år bevæget sig rundt på den internationale modescene, og hun kan godt forstå strategien omkring at holde show i London for PR-værdien og derefter satse på en messe som Pitti Uomo, når ordrene skal i hus hos de danske herrebrands.

“Faktum er, at London er hjemsted for alle de store modemagasiner og modeinteresserede aviser, og der har altid været tradition for, at pressen møder op. Showsene i London er et miks af de klassiske Savile Row designere og de nye, unge talenter. Det er netop den dynamik pressen kommer efter, og det er derfor, de møder så talstærkt op. Alt er enormt godt organiseret, og det gør det nemt for folk at komme rundt til de forskellige shows,” siger hun til Fashion Forum og fortsætter:

LÆS OGSÅ: “Soulland skal vokse sig stor i London”

“Når Pitti er et godt sted at starte – ud fra et salgsmæssigt synspunkt – har det at gøre med, at der er god tid. Showkalenderen er ikke pakket og showsene ligger som regel først sen eftermiddag eller om aftenen. Det vil sige, at indkøberne virkelig har tid til at komme rundt til de forskellige stande, booke og holde deres møder, og spise en frokost uden at skulle spæne rundt. Og det betyder faktisk ret meget, når man er på arbejde på den måde.”

De herrebrands Fashion Forum har talt med har, indtil videre, været mere end tilfredse med kvaliteten af de besøgende i både London og Firenze, hvilket understøtter snakken om herremodens fremgang i disse tider. I næste uge lukkes kvindemærkerne også ind i folden, når modemesserne i Berlin åbner døren. Vi følger med og tager pulsen blandt de danske brands.