Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

KOM OG KØB: UDSALG – VEN ELLER FJENDE?

Fashion Forum spørger den næste uge en række branchefolk, hvad de mener om den stigende udsalgstendens. Vi lægger ud med et københavnsk foretagende, der går sin helt egen vej.
Fashion Forum spørger den næste uge en række branchefolk, hvad de mener om den stigende udsalgstendens. Vi lægger ud med et københavnsk foretagende, der går sin helt egen vej.

Knap er julegaverne blevet åbnet, førend de kan byttes igen, og der er penge at spare for forbrugeren – ofte op til 30, 40 og 50% på samme varer, som blot fire dage tidligere blev solgt til fuld pris. Det er et scenarie de fleste butikker kender alt for godt. Men i Krystalgade og på Gammel Kongevej i København, har søstre-butikkerne Another Nué og Nué som nogle af de få endnu ikke sat et ’sale’ skilt i vinduet – det kommer først den 27. januar. Ejer Anne-Dorthe Larsen fortæller her til Fashion Forum, hvorfor hendes forretninger ikke følger udsalgsmoden slavisk og alligevel kan danne kø nedad gaden.

Jeres udsalg ligger meget senere end alle andres – hvorfor?

I forhold til vinterudsalget har vores overvejelse været, at der er så mange af vores kunder, som er loyale og køber deres julegaver hos os. Ud af respekt for dem vælger vi ikke at sætte de varer, som de netop har købt, ned efter julen. Vi synes, de skal have lov til at nyde deres gaver, uden at de føler sig snydt. Med hensyn til sommerudsalget, så starter den danske sommer jo først i juni/juli. Med respekt for vores leverandører og detailhandlen sætter vi først varerne ned, når sæsonen er ved at være på sit sidste. Ideen med at købe sommertøj ville jo være ligegyldig, hvis man alligevel satte det ned, når kunderne reelt begyndte at købe det.

Hvorfor er det den bedste løsning for jer?

Fordi vi med denne model kan stå inde for den forretning, vi driver. Vi holder os i virkelighed bare til den gamle udsalgstradition, hvor man først sætter varerne ned, når sæsonen er ved at skifte. Derudover er vores faste kunder enormt positive overfor vores valg omkring udsalgstider.

Er der nogle ulemper ved at køre udsalg på denne måde?

Som udgangspunkt, nej, ikke for os. Selvfølgelig vil der altid være kunder, der kun går efter udsalgsvarer, som ikke forstår vores valg. Men det er heldigvis ikke det kundesegment som vi lever af. Dog kan det være en udfordring, at vi ligger inde med rigtig meget tøj i månederne dec/jan og jun/juli, da vi får leveret mange pre-kollektioner i de måneder samtidigt med, at vi har de “gamle” varer på lager.

Hvordan mærker i presset omkring det at holde udsalg?

Vi har altid taget afstand til de mange rabatdage og ordninger som Black Friday, men for første gang afprøvede vi i år nogle forskellige rabat-scenarier. Og vi kan konkludere, at vi gør os bedst i at forsætte uden, som vi plejer. Hver sæson er jeg taknemmelig for at kunne konstatere, at der stadig er en lang kø foran forretningen på vores første udsalgsdag.

Hvad er din holdning til udsalget herhjemme?

Udsalg er ikke en dårlig ting, men jeg synes, der er opstået en kedelig tendens omkring måden, vi gør det på – det stammer blandt andet fra det pres som de udenlandske leverandørerne ligger på butikkerne med høje minimumsindkøb og mange mellemkollektioner. Det gør, at butikkerne ofte kommer til at ligge inde med flere varer, end de kan sælge, og dermed starter udsalgsperioden tidligere og tidligere. Det er ærgerligt, fordi det vænner kunderne til, at de nærmest året rundt kan få varer på udsalg. Jeg er meget mere til at holde et lagersalg en gang i mellem, hvor man virkelig får ryddet sit lager.

HVORDAN TACKLER JERES VIRKSOMHED PROBLEMATIKKEN OMKRING UDSALG? VI HØRER GERNE FRA JER PÅ INFO@FASHIONFORUM.DK