Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Navne

Erfaren designer bygger bro til bæredygtighed

Tobias Noe Harboe er ny på holdet hos Danish Fashion Instititute (DAFI), hvor han skal bruge sin designerfaring til at skabe konkrete redskaber til at tænke bæredygtighed ind fra designstadiet.
Tobias Noe Harboe er ny på holdet hos Danish Fashion Instititute (DAFI), hvor han skal bruge sin designerfaring til at skabe konkrete redskaber til at tænke bæredygtighed ind fra designstadiet.

Designer Tobias Noe Harboe er ansat i en treårig projektstilling hos Nordic Initiative, Clean and Ethical (NICE) under DAFI. Her skal han være med til at bygge bro mellem ønsket om bæredygtig mode og virkeligheden ude hos designerne.

”Bæredygtighed bliver nok ikke altid kommunikeret ud på en tilgængelig måde, og det henvender sig mere til ledere frem for designere. Det er meningen, at jeg skal arbejde på et projekt, der giver konkrete værktøjer til designerne,” siger Tobias Noe Harboe til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: ”Danskerne efterspørger bæredygtig mode”

Han er uddannet beklædningsdesigner fra Danmarks Designskole, i dag Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole (KADK), og han har siden arbejdet som designer for både Bruuns Bazaar og Won Hundred. Han har også været projektleder for Henrik Vibskov, og disse kompetencer kommer ham til gode i den nye stilling.

”Jeg skal lave en række workshops og indsamle viden om, hvordan man kan designe tøj med en længere levetid. Der kræver styring og struktur, men jeg brænder for bæredygtig mode, så det bliver interessant at arbejde med det,” siger Tobias Noe Harboe.

LÆS OGSÅ: ”Nyt projekt skal nedbringe tøjbranchens miljøaftryk”

Han forklarer, at han havde stor fokus på bæredygtighed tilbage i skoletiden, men når man kommer ud i industrien som designer, er det svært at ændre de vaner og måder, som tingene bliver gjort på.

”Derfor glæder jeg mig til at arbejde med, hvordan man fra designsiden kan tage nogle skridt, uden det behøver at være en stor omkostning for virksomheden. Det handler om at lave bedre og mere holdbare produkter, som ikke bliver kasseret efter kort tid. Hvis man bare kan forlænge levetiden med ti procent, kan man spare helt absurd mange ressourcer,” siger Tobias Noe Harboe.

Den 36-årige designer bliver en del af projektet Design for Longevity under European Clothing Action Plan (ECAP), der har bevilling indtil marts 2019.