Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Højt håndværksmæssigt niveau til Laugenes Opvisning

Traditionen tro samledes Laugene i aftes på Moltkes Palæ til opvisning, der blev overværet af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.
Traditionen tro samledes Laugene i aftes på Moltkes Palæ til opvisning, der blev overværet af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.

For sjette år i træk gik skræddere, bundtmagere, håndværksuddannelserne, guldsmede og frisører sammen og fremviste deres kreationer. Det foregik på Moltkes Palæ, hvor fokus var rettet mod det gode håndværk.

Protektor på det tilbagevendende arrangement er Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, som også var tilstede ved opvisningen. Hun mener, at det er vigtigt at sætte pris på laugene.

”Det er rigtig godt håndværk – både kjoler, pelse og smykker. Det er meget vigtigt at bevare, og det er derfor, jeg helhjertet støtter op om dette arrangement, som jo startede tilbage i 2010 og det bliver bare bedre og bedre,” siger Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Laugenes Opvisning 2015 viser det gode håndværk”

Efter modeopvisningen kunne man komme helt tæt på kreationerne, som var udstillet i Moltkes Palæs lokaler. Også denne del af arrangementet havde Prinsesse Benedikte rosende ord til.

”De her forskellige laug viser deres bedste og det er jo dejligt, at laugene selv er interesserede i at vise, hvad de kan. Så man ikke har laugene særskilt, men har dem samlet. Det er et fint koncept,” siger Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte til Fashion Forum.

Johnny Alexander Wickmann, der er oldermand for Skrædderlauget, har tidligere fortalt til Fashion Forum, at man med laugenes opvisninger ønsker øget fokus på håndværket.

”Vi oplever, at modeindustrien tordner derudaf, men langt det meste er masseproduceret, mens de små livsstilshåndværk såsom bundtmagere, skræddere, guldsmede og hattemagere har svære kår. Derfor er laugene gået sammen om at vise vores tøj frem på en anderledes måde, end vi er vant til,” har Johnny Alexander Wichmann, oldermand for Skrædderlauget, tidligere fortalt til Fashion Forum.

Laugenes Årlige Opvisning var åben for offentligheden. Den eneste forudsætning var, at man skulle købe billetter på forhånd.

Du kan læse mere om laugene og deres opvisning ved at klikke her.