Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Uffe og Kim: Danske modehuse er for konservative

De etablerede danske modehuse er for lukkede over for nye designtalenter, lyder det fra de to modeprofiler bag Dansk Design Talent – Magasin Prisen, Uffe Buchardt og Kim Grenaa.
De etablerede danske modehuse er for lukkede over for nye designtalenter, lyder det fra de to modeprofiler bag Dansk Design Talent – Magasin Prisen, Uffe Buchardt og Kim Grenaa.

Fashion Forum var på besøg hos de to kreative direktører og stiftere af Dansk Magazine, Uffe Buchard og Kim Grenaa, til en snak om Dansk Design Talent – Magasin Prisen 2015, hvis vinder kåres i aften ved et storstilet show på Statens Museum for Kunst i København. De to stiftere af prisen ser lige så skarpe ud, som deres forklaringer er, da snakken gik på optimeringen af de etablerede modehuse, hvad talenterne kan forvente sig af den virkelige verden og den selvforstærkende, internationale anerkendelse.

Uffe Buchard og Kim Grenaa, som stadig, selvom de sideløbende driver virksomheder uafhængigt af hinanden, deler deres passion for det, de kalder deres fælles baby, nemlig dansk design talent.

Nye talenter skal ind i de etablerede modehuse

Uffe Buchard og Kim Grenaa mener, der er for langt fra de danske modehuse til de nye, spirende talenter og designaspiranter.

De kan ikke forstå, hvorfor nye designere – ligesom i udlandet – ikke i langt højere grad kommer ind og spreder deres kreative vinger i et etableret, dansk designhus.

”Hvorfor skulle Freya Dalsjø eller Anne Sofie Madsen ikke kune være konsulent for etablerede designbrands som eksempelvis By Malene Birger eller DAY? De er jo ikke konkurrenter. Der ville ingenting være i vejen for det,” siger Uffe Buchard, kreativ direktør hos Dansk Magazine til Fashion Forum. 

Det er  helt almindeligt, at danske designtalenter arbejder hos udenlandske mærker, men man ser knap så tit danske talenter, som teamer op med danske, etablerede modehuse, og det ville ellers være til glæde for begge parter.

”I Paris ville det være helt naturligt, at man var et år hos Balenciaga og et år hos Dior eller måske fem år hos Marc Jacobs i New York,” siger Kim Grenaa.

LÆS OGSÅ: ”Tommy Hilfiger headhunter dansker

De unge talenter har noget nyt og anderledes at byde på. De kan ruske op i en chefdesigner, der har siddet i den samme stol i mange år.

”Der er noget umoderne i at sidde på toppen af kransekagen og være chefdesigner i et modehus helt alene uden at få den nye, fede, kreative sparring fra nogle mennesker, der tænker helt anderledes,” siger Uffe Buchard.

Kim Grenaa og Uffe Buchard vil med Dansk Design Talent – Magasin Prisen have åbnet op i branchen. De mener, at der kan opbygges nogle endnu stærkere danske modehuse, hvis de etablerede tør samarbejde med unge designtalenter.

”Vi er altid gået meget langt for at åbne branchen. Men der er næsten en berøringsangst fra de etablerede designere i forhold til de nye talenter. Jeg tror, nogle af de nye spirer tænker ”ej nej nej, jeg kan jo slet ikke lære noget her”. Også den anden vej, hvor de kommercielle firmaer tænker ”ej nej nej, hvordan skal vi få oversat alt det vilde udtryk? Hvordan skal vi kunne bruge det til noget,” siger Uffe Buchard.

De fire nominerede i Dansk Design Talent – Magasin Prisen 2015 har i konkurrencen fået tildelt en erfaren designer som mentor.

”Vi har ikke tradition for i Danmark, at man på samme måde, som man gør i udlandet, går ud og arbejder for etablerede huse, når man er en ny, ung designer. Omvendt er der heller ingen tradition for, at de etablerede modehuse kigger på de unge designtalenter, og det er derfor, de hver har en mentor,” forklarer Kim Grenaa.

LÆS OGSÅ: ”Designsamarbejde giver større kendskabsgrad

”Modsat så tror jeg også, at der er mange unge designere, der kommer ud af skolen og kigger på de danske modehuse og rynker lidt på næsen, netop fordi at de ikke er så frembrusende rent kreativt, altså det er tøj, man har set før og så har de (de nye designtalenter, red.) måske ikke lyst til at være der,” siger Uffe Buchard.

Uffe Buchard og Kim Grenaa er enige om, at der i Danmark er meget smalle rammer for, hvor meget man som designaspirant kan få lov til at byde ind med i de etablerede danske modehuse, som allerede har fundet deres design-DNA.

”Det at turde træde ud af boksen kan betale sig. Vi kan godt lide overraskelser, og det ville være godt med lidt krydderi for de mere etablerede designvirksomheder at få den indsprøjtning, som et ungt talent giver,” siger Kim Grenaa.

Udvikling i den danske modebranche er stagneret

De mener, at udviklingen i modeugens show er på grænsen til at være gået i stå. De har kunne mærke, at den udenlandske presse synes, at det er meget mere spændende at komme til København og se de nye talenter, som de ikke kender på forhånd. De har nemlig noget nyt at byde på og kan inspirere.

”Det er desværre som om, at København bare er ved at afvikle 35 look-books, og så bliver det ligegyldigt og ligegyldigt at komme her. Det er for kortsigtet. Men det gode ved hele den udvikling er, at når de etablerede laver look-book shows, er der plads til talenterne,” siger Kim Grenaa.

Kim Grenaa og Uffe Buchard forklarer, at mangel på investering er en anden grund til, at moden ikke uvikler sig på nationalt plan. Der skal investeres mere i både kampagner, design og udvikling, vurderer de.

”Vi (Danmark, red.) er enormt bange for at betale for kreativitet, fordi det er sådan en underlig og udefinerbar størrelse – i særdeleshed i forhold til design og udvikling af kampagner. Det er uprofessionelt,” slår Uffe Buchard fast.

International anerkendelse

Den stagnerede udvikling og manglende nyskabelse gør, at udlandet ikke ser så anerkendende på dansk modedesign, som der er potentiale for, mener de to kreative direktører.

”Vi har et eller andet med, at vi skal bekræftes udefra. Noma var aldrig blevet en succes, hvis vi danskere bare var taget ud på deres restaurant. Der skal komme nogle udefra og sige, det er fantastisk, før vi selv kan se det,” siger Kim Grenaa.

Visionen med international anerkendelse afspejler sig i Dansk Design Talent – Magasin Prisen 2015 med konkurrencens internationale dommere.

Vi har ligesom tre led. Vi har de almindelige brugere af moden (læserne, red.), så har vi de nationale dommere og så har vi de internationale dommere. Af de internationale dommere har vi for eksempel Margareta van den Bosch, der er chef for alle designere i Hennes & Mauritz. For os vejer det tungt, at vi har sådan en som hende, som slet ikke har nogle forud indtaget mening om de nominerede talenter. Det er rigtig, rigtig spændende,” siger Uffe Buchard.

Velkommen til virkeligheden

Dansk Design Talent – Magasin Prisen er et sammensurium, hvor talenterne får tildelt deres artist, hvorefter deres repræsentative mentor vælger en rejse, som designeren skal inkorporere i deres kollektion. Der skal tages højde for artisten og dennes musikalske og stilmæssige kendetegn.

”De (talenterne, red.) skal fortælle om historien bag kollektionen, og så skal de lave deres billede serie, og i sidste ende skal de lave deres modeshow. Konkurrencen viser virkeligheden,” siger Kim Grenaa.

Som etableret designer vil man møde investorer, sælgere og folk, som kommer med input. Så allerede i konkurrencen vil designerne prøve at blive vurderet på, om de kan stå distancen.

”Vi føler, vi kaster designtalenterne ud i nogle udfordringer, som de vil kunne møde ude i den virkelige verden,” siger Uffe Buchard.

LÆS OGSÅ: ”Magasin støtter op om det danske designvækstlag”

Fakta om Dansk Design Talent – Magasin Prisen

Designduoen Tonsure har Silas Adler fra Soulland som mentor og Scarlet Pleasure som artist.

Designer Nicholas Nybro har Bitte Kai Rand som mentor og Saint Cava som artist.

Designer Maikel Tawadros har Peter Ingwersen som mentor og Navneløs som artist.

Designer Tatiana Andersen Camre har Julie Fagerholt fra Hearmade som mentor og Anya som artist.

Designtalenterne må ikke have lavet mere end seks kollektioner inden konkurrencen begynder.

Vinderen får 500.000 kroner, som er sponsoreret af Magasin Fonden, hvoraf 200.000 kroner skal gå til et modeshow ved næste modeuge.