Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Rains lancerer regntøjsmærke til børn

Det succesfulde regntøjsbrand lancerer med linjen Sways et selvstændigt mærke til de fem til 12-årige.
Det succesfulde regntøjsbrand lancerer med linjen Sways et selvstændigt mærke til de fem til 12-årige.

Med udgangspunkt i sin velkendte minimalistiske stil, lancerer Rains til februar 2016 en regntøjskollektion til de yngste, under navnet Sways.

Sways er uafhængigt af Rains og bygger på sin egen platform af produkter, både i henhold til funktionalitet og udtryk. Sways, som betyder ’svajende’, er ifølge Rains-teamet tilpasset ’det moderne og eventyrlystne barns aktive livsstil, med fokus på samspillet mellem funktionalitet og design’.

“Lanceringen af Sways kommer som en naturlig forlængelse af vores kerneforretning, som forbliver moderegntøj til voksensegmentet. Vi ser en klar berettigelse for de elementer som Rains bygger på, i markedet for børnetøj,” fortæller Pernille Bøgeskov, der er salgs- og marketingskoordinator hos Rains til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Rains leverer komet-regnskab med flerdoblede vækstrater”

Timingen er en kombination af flere interne og eksterne faktorer hos Rains. Det er vigtigt for virksomheden at holde fokus på udviklingen af sit hovedmærke, og det har primært været et spørgsmål om at få organisationen etableret med solide rødder kerneforretningen, før der kunne frigøres de fornødne ressourcer til en succesfuld eksekvering af Sways. Lanceringen af en børnelinje drager således nytte af en række synegier, igennem hele virksomhedens værdikæde.

“Vores timing beror på en stærk anerkendelse af at markedet for børnetøj bygger på meget anderledes mekanismer end dem vi til dagligt operere under. Derfor har det været vigtigt for os at tilegne os den fornødne viden, før vi kunne tage det næste skridt. Mange elementer vil være genkendelige, men behovet for at Sways kan udvikle sig uafhængigt, har været centralt for vores strategi. Kombineret med en stringent kommunikationsstrategi for Rains, har vi besluttet at udvikle børnekollektionen i sit eget brand,” uddyber Pernille Bøgeskov.

LÆS OGSÅ: “Danske regntøjsmærker i høj kurs internationalt”

Sways er udviklet til de fem til 12-årige, med et brandunivers primært henvendt til de 8-12 årige. Sways bliver lanceret hos 150 internationale forhandlere fra februar måned.

Der er planen, at Sways skal distribueres igennem virksomhedens eksisterende distributionsnet, og der er således lagt op til en bredere eksponering i løbet af efteråret 2016.

Rains forhandles i dag i 3.100 forhandlere i 21 lande, og virksomheden beskæftiger 19 medarbejdere, fordelt på virksomhedens hovedkontor i Egaa, og salgskontoret på Refhaleøen i København. Firmaet blev stiftet i 2012.