Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Luksus-webbutikker viser vejen til fortsat vækst

Det hele startede med Net-a-Porter og Asos for 15 år siden, og siden er det kun gået fremad for den internetbaserede handel inden for mode.
Det hele startede med Net-a-Porter og Asos for 15 år siden, og siden er det kun gået fremad for den internetbaserede handel inden for mode.

Ikke mange troede på hverken moderedaktøren Natalie Massenet eller iværksætteren Nick Robertson, da de uafhængigt af hinanden åbnede netbutikkerne Net-a-Porter og Asos i juni 2000. Det skriver modejournalisten Karen Kay i en kommentar på The Guardian.

”Den generelle holdning var, at folk ønsker at røre og prøve tøjet, inden de køber det. Men jeg troede, at vi havde en chance,” erindrer Natalie Massenet.

Markedsledende virksomheder

Siden har ingen af virksomhederne set sig tilbage. Net-a-Porter har 2.500 ansatte, og tidligere på året meddelte selskabet, at de vil fusionere med det italienske selskab Yoox.

Til sammen kan de to onlinegiganter præsentere en nettoomsætning på svimlende 9,85 milliarder kroner, hvilket gør dem til den stærkeste modebutik i verden.

LÆS OGSÅ: “Yoox fusionerer med Net-a-Porter”

Sideløbende kunne Asos for kort tid siden meddele, at antallet af aktive brugere i deres virtuelle indkøbsbutik havde nået 9,7 millioner, efter den var vokset med 11 procent. Og denne stigning var vel og mærke sket inden for det sidste år.

LÆS OGSÅ: “Asos i vild vækst”

Ifølge Karen Kay er det dog endnu vigtigere, at Natalie Massanet og Nick Robertson har vist vejen for andre, som er fulgt med i de digitale fodspor inden for modesalg.

Der mangler en afgørende algoritme

Senest har forbrugerne skiftet den stationære computer ud med bærbare enheder, og det har eksempelvis teknologiinvestor Chris Morton tjent på. Han lancerede for fire år siden Lyst, som bruger samme model som musiktjenesten Spotify – bare inden for modeverdenen. Dermed kan Lysts brugere gennemse og opdage 11.000 designermærker og butikker i en portal.

”Denne form for algoritmer, der anbefaler numre eller artister baseret på dine lyttevaner, oversættes godt til det emotionelt drevne modemarked,” forklarer Chris Morton fra Lyst, der er vokset 300 procent årligt i de sidste tre år.

Indtil videre er det dog ikke lykkedes at udvikle en algoritme, der kan efterligne hjerneprocesser i form af subtile, men afgørende forskelle i farve, teksturer og lignende.

“Den dag, hvor en programmør kan redegøre for nuancerne i smag, vil uden tvivl ændre landskabet af modehandel for evigt,” slutter Karen Kay.

Kilde: The Guardian