Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland, Udland

Hugo Boss udfaser brugen af pels i løbet af 2016

Modegigant udfaser brugen af pels fra mårhunde, ræve og kaniner ved udgangen af 2016. Samtidig vil firmaet fremover kræve større gennemsigtighed fra deres uldleverandører.
Modegigant udfaser brugen af pels fra mårhunde, ræve og kaniner ved udgangen af 2016. Samtidig vil firmaet fremover kræve større gennemsigtighed fra deres uldleverandører.

Hugo Boss udgav i maj deres bæredygtighedsrapport for 2014, hvor de opremser målene for de kommende år. Her er der blandt andet fokus på dyrevelfærden, hvor pels og uld bliver nævnt som fokusområder. Først og fremmest vil modefirmaet udfase brugen af pels fra mårhunde, ræve og kaniner, så den stopper helt ved introduktionen af efterårs/vinterkollektionen i 2016.

”Dette betyder, at vi ikke vil bruge opdrættet pels i nogen af vores Hugo Boss tøjkollektioner og sender et klart signal,” udtaler Bernd Ludwig Keller, Brand and Creative Director Sportswear hos Hugo Boss, i bæredygtighedsrapporten.

Alternativ til rigtige pelse

Hugo Boss har gennem mange år kontinuerligt mindsket brugen af pels, så der til sidst kun var en meget lille andel tilbage i de seneste kollektioner. Nu har firmaet fundet frem til nye materialer, som vil imødekomme kundernes høje forventninger om kvalitet, og som samtidig giver et alternativ til konventionelle pelse.

LÆS OGSÅ: “Nyt forskningsprojekt om bæredygtig pels”

”Vi er bevidste om, at vi muligvis mister nogle kunder med denne nye indstiling. I denne sammenhæng taler vi om kunder, der traditionelt forbinder luksus med opdrættede pelse – der er uden tvivl et marked for dette. Men at handle bæredygtigt handler også nogle gange om at sige ’nej.’ Der er brug for at blive udviklet passende alternativer,” siger Bernd Ludwig Keller.

Begejstring hos dyreværnsorganisation

Udfasningen af pels vækker også glæde hos Free Fur Alliance, som er en international koalition af 38 dyrebeskyttelsesorganisationer.

Fur Free Alliance håber, at andre luksusmærker vil følge Hugo Boss. Især taget i betragtning at der nu er så mange alternativer, der er moderigtige og ikke kan skelnes fra den ægte vare, og som kan laves uden dyremishandling,” siger formand Joh Vinding i en pressemeddelelse.

Slut med mishandling af får

Samtidig vil Hugo Boss stoppe med at opkøbe angorauld og i stedet kun benytte sig af merinould. Denne uldtype kommer udelukkende fra merinofår, der kan gro meget uld på grund af deres rynkede hud. Imidlertid kan fluer lægge æg i disse hudfolder, så det kræver stor omhyggelighed fra fårefarmerne at holde udklækkede fluelarver væk fra dyrene.

LÆS OGSÅ: “Zara stopper brug af angorauld”

Australien står for omkring halvdelen af uldproduktionen, og flere farmere har tidligere været udsat for kritik, fordi de udsætter fårene for ’mulesing’ for at undgå infektioner. Det indebærer, at fårene tvinges ned på ryggen, deres ben fastspændes mellem metalstænger og dernæst skæres store kødstykker af fårenes haleparti uden nogen form for smertestillende medicin eller bedøvelse.

Hugo Boss giver allerede nu fortrinsret til leverandører af strik, der ikke bruger uld fra får, som har været udsat for ’mulesing.’ Fremover vil Hugo kræve gennemsigtighed fra deres leverandører.

”Som en af ​​de førende virksomheder i luksussegmentet har vi et stort ansvar,” siger Bernd Ludwig Keller i bæredygtighedsrapporten.

Rapporten om bæredygtighed kan findes her.