Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Forretningsstrategi fører til Day Birger et Mikkelsen-ekspansion

Det danske mærke har aldrig været bundet af normer og regler. Hverken design- eller forretningsmæssigt. Det giver gevinst for virksomheden, der udvider butiksuniverset.
Det danske mærke har aldrig været bundet af normer og regler. Hverken design- eller forretningsmæssigt. Det giver gevinst for virksomheden, der udvider butiksuniverset.

Siden grundlæggelsen i 1997 har Day Birger et Mikkelsen været kendt for deres bohemiske tøj med delikate blonder, detaljerede mønstre og luftige tekstiler. Boheme-filosofien finder man ikke kun i modemærkets tøj. Den er implementeret i virksomhedens vision og værdisæt. Det betyder, at forretningen fokuserer på at forny og flytte sig samt udvide med nye butikker, forklarer stifter og bestyrelsesformand Keld Mikkelsen. Så da Day Birger et Mikkelsen fik muligheden for at indtage ukendt land og åbne en butik i Sydafrika, takkede de ja.

”For os var det interessant, at Sydafrika var brand new world. Herhjemme hører vi kun om det dårlige i Afrika generelt, men når du er i Sydafrika kan man tydeligt se, at det virkelig er den fagre nye verden med masser af forskelligt tøj. Derfor er det et godt marked for danske brands, men man skal have retailerfaring og præsentere sit eget koncept,” fortæller Keld Mikkelsen til Fashion Forum. Butikken ligger i Johannesburg, cirka 13.600 kilometer fra virksomhedens hovedkontor på Kongens Nytorv.

Den gode begyndelse startede i Sverige

Det er ikke kun under varmere himmelstrøg, Day Birger et Mikkelsen åbner butikker. I april måned slog mærket dørene op til deres tredje butik i Stockholm og det er planlagt at åbne yderligere syv butikker i den svenske hovedstad det kommende år. Det skyldes i høj grad, at de nordlige naboer var de første til at tage godt imod mærket, fortæller Keld Mikkelsen.

”Da vi lige startede Day Birger et Mikkelsen, ville ingen danskere købe tøjet, men svenskerne har fra begyndelsen været vilde med det. Sammenligner man Danmark og Sverige, har Sverige godt tre millioner flere indbyggere, så måske er der lidt højere til loftet der. Der er mere fashion i Sverige. Danskerne er derimod glade for at handle med det, de er vant til og på forhånd ved sælger godt,” fortæller Keld Mikkelsen til Fashion Forum.

Ingen butikker giver underskud

Selvom mange danskere har inkorporeret den skandinaviske minimalisme i deres garderober, vil de alligevel gerne iklædes etnisk inspirerede silkekjoler, satin og smykker. Det fremgår af Day Birger et Mikkelsens regnskaber. Ifølge Keld Mikkelsen har ingen af virksomhedens butikker underskud, og i løbet af året åbner Day Birger et Mikkelsen deres anden forretning i Kastrup Lufthavn.

Lufthavnen har en regel om, at mærker kun må eje en enkelt butik i lufthavnen, men på grund virksomhedens gode salgstal, får de lov at åbne endnu en butik, der skal sælge mærkets taskekoncept Èt. Derudover slog Day Birger et Mikkelsen dørene op til en ny butik i Frederiksberg Centret i april måned.

Men selvom det går godt, glemmer Keld Mikkelsen ikke filosofien om at flytte sig:

”Vi bliver nødt til at gøre det rigtigt. Vi skal være enormt nysgerrige, give et ærligt blik på os selv og mærke efter, hvad der er godt, og hvad der er shit,” siger han til Fashion Forum.

Day Birger et Mikkelsen er i dag repræsenteret i fem forskellige lande.