Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Udland

Ekspert: Franske model-stramninger bliver en realitet

Selvom den franske modebranche protesterer højlydt, vurderer TV2s Frankrigs-korrespondent Lally Hoffmann, at det franske lovforslag om modelstramninger vil blive endelig vedtaget.
Selvom den franske modebranche protesterer højlydt, vurderer TV2s Frankrigs-korrespondent Lally Hoffmann, at det franske lovforslag om modelstramninger vil blive endelig vedtaget.

Siden den franske Nationalforsamling vedtog lovforslaget om modelstramninger, har den franske modebranche været oppe på barrikaderne. Branchens kritik går hovedsageligt på det lighedstegn, som lovforslaget sætter mellem dét at være tynd og dét have en spiseforstyrrelse. Herunder angribes især BMI-tallet, som lovforslaget lægger op til skal bruges til at fastslå modellernes sundhedstilstand.

“Når man ser på faktorerne omkring anoreksi, kan man ikke kun se på BMI-tallet, men også på de andre faktorer – den psykiske tilstand, hårtab og tandproblemer,” siger generalsekretæren for den franske sammenslutning af modelbureauer, SYNAM, Isabelle Saint-Felix til nyhedsbureauet AFP.

LÆS OGSÅ: “Stor tilslutning fra modebranchen til etisk charter om modeller”

Ikke desto mindre vurderer TV2s Frankrigs-korrespondent og mangeårige iagttager af fransk politik, Lally Hoffmann, at Sentatet vil vedtage lovforslaget, når behandlingen finder sted til sommer.

”Modelstramningerne er et led i regeringens sundhedspolitik, hvor man blandt andet forsøger at beskytte de unge mod spiseforstyrrelser og samtidig sætte ind for at redde de 30.000-40.000 franskmænd, der allerede er ramt af en spiseforstyrrelse. Stramningerne blander derfor sundhedspolitik og familiepolitik – og bliver derigennem et stærkt lovforslag, der højst sandsynligt går igennem i Senatet,” siger Lally Hoffmann til Fashion Forum.

Kan blive svært at håndhæve lovforslaget

Hun mener dog samtidig, at det kan blive svært for de franske myndigheder at kontrollere, om branchen håndhæver lovforslaget.

”Lovforslaget mangler stadigvæk nogle faste rammer i forhold til håndhævelse, og for mig at se kan det blive udfordrende for regeringen af formulere disse. For hvis man vil kontrollere, at alle modeller er indenfor den rette BMI, skal man først og fremmest have nogle til at veje hver enkel model inden et show. Der ud over kan det blive svært at fastslå, hvornår et billede er retoucheret til et tyndere kropsideal, hvilket jo også er et af de forbud, der lægges op til i lovforslaget,” siger Lally Hoffmann.

LÆS OGSÅ: “Der skal være ordnede forhold for modeller”

Lovforslaget bliver taget til behandlingen i Senatet i juni eller juli, og hvis det vedtages i dets oprindelige form, vil det være strafbart at bruge en model, hvis BMI er under 18. Det betyder, at hvis en model er 175 cm høj, skal hun minimum veje 55 kilo. Samtidig vil det også blive ulovligt at retouchere et billede, så modellen fremstår tyndere end i virkeligheden.

Strafferammerne vil være en bøde på 560.000 kroner (75.000 euro) eller fængsel på seks måneder.