Din webshop skal have en mobilvenlig version til de kunder, der går på den fra deres mobile enheder. Det var en selvfølge fremfor et råd under konferencen Conversionboost  København i tirsdags. Forbrugerne bruger i stigende grad mobilen til at handle, og de forventer, at du som netbutik har en side, som også muliggør, at de kan besøge butikken fra deres mobile enheder.

Men hvordan skal din webshop så se ud, for at dine besøgstal bliver til salgstal? Det havde en række eksperter bud på til konferencen. Her har vi samlet de fem bedste råd.

Optimer din mobile platform med tanke på mennesker – ikke forbrugere

Ifølge Simon Ørhstrøm, digital konsulent hos Røde Kors, er det afgørende at huske, at det er mennesker, som surfer på din side. På baggrund af feedback fra donorerne til Røde Kors, udarbejder han donorprofiler, såkaldte personaer, med informationer og værdier, som læner sig tæt op ad virkelige mennesker. På den måde relaterer han ‘personligt’ til Røde Kors’ besøgende, og det gør ham i stand til at appellere direkte til deres følelser, hvilket øger chancen for ’salg’.

Simplificer dit design

Der er en forskel på design og dekoration. Det var sådan Aske Hansen, programør og freelance udvikler, lagde ud med sit bud på, hvordan man bedst muligt optimerer sin mobile side. Hver detalje skal have en funktion og være med til at gøre siden nemmere at forstå. Som et helt konkret råd kunne han fortælle, at mobile surfere ikke er bange for at scrolle ned ad siden. Det er bedre at lave en simpel platform, som man kan scrolle ned ad frem for at overfylde skærmen i et forsøg på at få alting med på en gang.

Høflighed genererer interaktion – såkaldte leads

Leads er, når forbrugere giver dig personlige oplysninger og aktivt viser interesse, så de kan kontaktes af din virksomhed. Det kan for eksempel være gennem et nyhedsbrev.

Jeppe Berggreen, som er ekspert i intergreret direkte marketing og har arbejdet med leadgenerering i mere end 15 år, understreger vigtigheden af at fremstå høflig, når man vil have leads til at interessere sig aktivt for dit produkt. Han fortæller, at selvom høflighed lyder som en selvfølge, er det langt fra alle, som implementerer det i deres netplatforme.

Test din mobile side

Selvom mobile forbrugere i stigende grad handler på farten, er området stadig forholdsvis nyt. Derfor kan det være nødvendigt at teste din mobile platform for at finde frem til, hvad fungerer for dine kunder og hvad ikke gør. Det fortæller Jens Hoffman Hansen, digital udvikler og Henning Nielsen, seniorkonsulent fra Vertica, som er et udviklingshus specialiseret i e-handel. De fortæller for eksempel, at der er målbare forskelle på, hvor på skærmen du vælger at placere dit søgefelt eller din menu.

Husk at ikke alle køber via samme enhed

Det stigende antal mobile kunder må ikke være anledning til kun at fokusere på mobilvenlige webshops. Ligesom flere af eksperterne fraråder, at man satser alt på de sociale medier. Virksomheden skal aktiveres på tværs af de forskellige platforme – og indholdet må gerne variere fra medie til medie. Forbrugerne har en tendens til at springe fra mobil til desktop, fordi de søger forskellige informationer på de forskellige platforme.

”Virksomhederne har nogle ønsker, forbrugerne har andre ønsker – og det er fællesnævnerne vi skal fokusere på, for at optimere vores mobile platforme”, siger Jacob Kildebogaard, en af arrangørerne bag ConversionBoost konferencen.

Det er fjerde gang at optimeringskonferencen finder sted i Danmark og det er følge Jacob Kildebogaard planen, at den igen skal afholdes til næste år.