Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi, Udland

Chanel prisjusterer produkter

I løbet af den kommende tid vil det blive dyrere at købe modehusets eksklusive tasker i Europa. Det sker som følge af udsving i valutakurserne.
I løbet af den kommende tid vil det blive dyrere at købe modehusets eksklusive tasker i Europa. Det sker som følge af udsving i valutakurserne.

Det er ikke ligefrem billigt at købe en Chanel Boy-taske, der i dag koster 23.130 kroner. Men efter den 8. april skal forbrugere punge endnu flere penge ud for at få fingrene i modellen. Prisen stiger nemlig til 27.756 kroner efter denne dag.

Baggrunden for stigningen er, at Chanel prisjusterer deres produkter. Den faldende euro har nemlig skabt et disharmoneret forhold mellem priserne på de forskellige markeder. For eksempel kan man købe førnævnte taske i Kina til 32.700 yuan, der svarer til 36.709 kroner. For at harmonisere og stabilisere har modehuset derfor valgt at sætte prisen på taskerne ned i Kina – og derfor må priserne selvsagt stige i Europa.

Kan få konsekvenser

Det er langt fra unormalt, at virksomheder vælger, deres varer skal koste det samme over hele verden. Det sker i alt fra Chanel til H&M, fortæller eksportchef i Dansk Mode & Textil Michael Hillmose.

”Det er almindelig procedure, at luksusbrands gør det for at holde en ensartet pris i hele verden. Men det er mere tydeligt, når luksusbrands gør det, fordi de har højere priser,” siger han til Fashion Forum.

LÆS OGSÅ: “Chanel øger omsætning, men taber profit”

Selvom metoden ofte bruges, er der alligevel en risiko forbundet ved at hæve prisen.

”Der er en risiko ved at hæve prisen, da varer er meget prisfølsomme. Man risikerer, at forbrugerne ikke vil købe varerne, fordi de synes, de er blevet for dyre – eller fordi de kan huske, da varerne var billigere,” fortæller Michael Hillmose.

Chanel har selv udtalt i en meddelelse, at prisjusteringen sker, så deres image og eksklusivitet ikke bliver skadet.