Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Baum und Pferdgarten fejrede ny shop-in-shop

Brandet bød weekenden velkommen med housewarming i Magasin.
Brandet bød weekenden velkommen med housewarming i Magasin.

Bobler, blå nuancer og Baum und Pferdgarten. Der var dømt fredagsstemning på Magasins 2. sal, da det danske brand inviterede til indflytterfest. Helt nye i stormagasinet er de dog ikke. Faktisk er Baum und Pferdgarten blot rykket fra etagens ene ende til den anden for at få mere plads og større synlighed. Det gav grund til begejstring hos brandets PR-chef Christian Skytt-Hansen:

”Det, at vi får mere plads, betyder, at vi kan vise hele spektret af Baum und Pferdgarten. Vores kollektion består både af kommercielt tøj og tøj, der kræver lidt mere mod at gå i. På denne her måde kan vi iscenesætte begge dele sammen og gøre det mere tilgengængeligt,” fortæller han til Fashion Forum.

Mange nysgerrige kunder slår et smut forbi den nye shop-in-shop for at kaste et blik på kollektionen og sippe til de søde bobler. Generelt er mærket populært i Magasin.

”Vi kan se på tallene, at Magasins kunder allerede er rigtig glade for vores tøj. Desuden har vi et rigtig godt samarbejde med Magasin, så det er både dem og os, der synes, det går godt,” fortæller Christian Skytt-Hansen.

Det er ikke kun den nye shop-in-shop, man kan få fingrene i mærkets tøj. Baum und Pfergarten sælges også i Magasins onlinebutik.