Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Modeuge

Designers' Nest-vinderen er fundet

Vinderen af Designers' Nest-konkurrencen AW15 blev kåret i eftermiddags ved et show på Københavns Musikskole.
Vinderen af Designers' Nest-konkurrencen AW15 blev kåret i eftermiddags ved et show på Københavns Musikskole.

Det blev den finske designstuderende Rolf Ekroth fra Aalto University, som løb af med sejren ved denne sæsons Designers’ Nest Award Show.

Hans to udvalgte stykker tøj, som blev vist til showet, fik megen ros af dommerne blandt andet for hans materialevalg. Selv var han forbløffet over førsteprisen.

LÆS OGSÅ: “Modeugen: H.K.H. Kronprinsessen gæster Designers’ Nest”

”I de fem minutter, jeg havde til at forklare dommerne om mit design, følte jeg, at de slet ikke var imponeret over mit arbejde,” siger Rolf Ekroth til Fashionforum

I forhold til fremtiden, fortæller Rolf Ekroth, at præmiens pengesum på 50.000 kroner både skal bruges til den næste kollektion og til et praktikophold i Paris. Han har nemlig ikke travlt med at få sit navn ud på modemarkedet, da han gerne vil lære mere om håndværket og industrien.

”Jeg ser ikke mig selv som en kommerciel designer endnu. Jeg søger stadig viden på mange områder designmæssigt, derfor skal jeg også til Paris næste sommer i et praktikophold. Mit ønske er, at jeg kan komme ind i et større modehus og lære om branchen derigennem. Senere kan jeg så fokusere på min egen kollektion,” forklarer Rolf Ekroth.

Redaktør Chris Pedersen, som var en del af dommerpanelet, uddyber til Fashionforum, hvorfor det netop var den finske designer, der vandt førsteprisen:

“Da dommerne så Rolfs designs, satte vi ham alle sammen instinktivt på førstepladsen. Han havde syv stykker tøj, der alle var inspireret af bjerge og natur, og det var en meget velformuleret historie, som man kunne fornemme i hans tøj,” siger Chris Pedersen.

Japansk materialeinspiration

Dommerpanelet fremhævede især materialeforståelsen som et plus hos den unge designer. Rolf Ekroth forklarer til Fashionforum, at han var inspireret af den japanske designer Yuki Kawakami, som han ligeledes brugte som sparringspartner under hans designproces. Hun er en designer, som han håber at arbejde sammen med engang i fremtiden, når han er klar til at kaste sig ud i at designe under eget navn.

Designers’ Nest-juryen bestod udover Chris Pedersen af moderedaktør for italiensk Vogue Sara Maino, designer Henrik Vibskov, designer Leyla Piedayesh fra Lala Berlin samt Guillaume de Piedoue fra eyesontalents.